EU er et skridt nærmere på at sætte den militære gren af det libanesiske Hizbollah på den europæiske liste over terrorgrupper.
Det siger EU-diplomater til nyhedsbureauet AFP.
Storbritannien har tirsdag officielt anmodet om, at det sker, siger diplomaterne.
Det vil blive diskuteret i Bruxelles på et lukket møde for embedsmænd den 4. juni, siger de.
Hizbollah er den mest magtfulde politiske og militære organisation i Libanon.
Det er Hizbollahs åbenlyse støtte til Syriens præsident, Bashar al-Assad, i krigen mod oprørerne, som er en af forklaringerne.
En anden er, at EU-landet Bulgarien beskylder Hizbollah for at stå bag en bombe mod en bus i byen Burgas den 5. februar, som dræbte fem israelere og den bulgarske chauffør.
Hizbollah har stået på den amerikanske terrorliste siden 1995 efter at være anklaget for en serie angreb mod amerikanske mål, herunder et bombeangreb på USA's ambassade og mod en amerikansk base i Beirut i 1980'erne.
/ritzau/AFP