Der er lagt op til hård kamp, når EU-Kommissionen tirsdag ventes at forholde sig til justitskommissær Viviane Redings længe ventede forslag om at indføre 40 procents kvoter for kvinder i virksomhedsbestyrelser. Inklusiv straf til dem, der misser kvoten.
Forslaget er så kontroversielt både blandt EU's 27 medlemslande og blandt de 27 EU-kommissærer, at kommissærerne ifølge Ritzaus oplysninger formentlig skal stemme om det.
Alle andre forslag under formand José Manuel Barrosos otte år lange regeringstid er vedtaget i enighed.
Blandt de kommissærer, der menes at være imod, er flere af de mest fremtrædende kvindelige kommissærer: danske Connie Hedegaard, svenske Cecilia Malmström, briten Catherine Ashton og Hollans Neelie Kroes. Hedegaard er dog bortrejst ved afstemningen.
Den luxembourgske kommissær Reding har investeret betydelig politisk prestige i forslaget om at indføre bindende kvoter for kvinder i erhvervslivet. Hendes forslag er i løbet af det sidste år blevet udskudt flere gange på grund af betydelig modstand fra alle sider.
Flere af modstanderne kommer fra lande, der allerede har indført forskellige former for kvotesystemer på nationalt plan, men som er inderligt imod lovgivning på EU-niveau.
I september, da Reding sidst var tæt på at komme med sit lovforslag, skrev ni medlemslande anført af Storbritannien til kommissæren for at få hende til at droppe idéen. Siden har i hvert fald Danmark og Sverige sluttet sig til koret.
Det danske folketing førstebehandler tirsdag regeringens forslag til flere kvinder i erhvervslivets top.
Det danske forslag retter sig mod landets 1100 offentlige og private virksomheder, der vil blive pålagt at lave måltal for kvinder i bestyrelsen samt en egentlig kvindepolitik. Men uden samme kvoter og straf, som ventes i EU-forslaget.
/ritzau/