Et bagholdsangreb i den vestlige del af Afghanistan har kostet fire italienske soldater livet. Dermed er Italiens samlede tab i landet kommet op på 34.
Fire italienske soldater er blevet dræbt i Afghanistan. Det oplyser Italiens forsvarsministerium.
Dermed har Italien mistet 34 mand i det krigshærgede land siden 2004.
Italienske medier skriver, at de fire blev dræbt, og en femte blev såret ved et bagholdsangreb i Gulistan-dalen i Afghanistans vestlige Farah-provins.
Det italienske forsvarsministerium bekræfter dødsfaldene, men kan ikke give andre oplysninger om angrebet.
Italien har omkring 3400 soldater i Afghanistan. De fleste opholder sig i den vestlige del af landet. Antallet af italienske soldater i Afghanistan ventes at vokse til i alt 4000 inden årets udgang.
/ritzau/AFP