Ford overrasker med et stort overskud på godt fem milliarder kroner i tredje kvartal. Og den amerikanske bilgigant forventer, at fremgangen fortsætter
Den amerikanske bilgigant Ford trodser den internationale finanskrise og overrasker alle med et overskud på 997 millioner dollar (godt fem milliarder kroner) i årets tredje kvartal.
Koncernen siger samtidig, at den er på vej til at blive "stærkt profitabel". Det er nye toner fra den ellers kriseramte amerikanske bilindustri.
Ford, der er den næststørste amerikanske bilproducent efter General Motors, tabte i samme periode sidste år omkring 129 millioner dollar.
Men bilgiganten har gennemført en række omstruktureringer under den globale finansielle krise, som nu ser ud til at give pote.
- Vores resultat i tredje kvartal viser, at Ford gør store fremskridt på trods af den forlængede globale økonomiske nedtur, siger Fords topchef, Allan Mulally.
Overskuddet svarer til 26 cent per aktie, og det høster anerkendelse hos investorerne. Analytikere havde ventet et tab per aktie på 12 cent.
Ford melder også om fremgang i Sydamerika og Europa. Og ledelsen forventer, at koncernen for alvor vil være en god profitabel forretning i 2011.
/ritzau/Reuters