Knap 4 milliarder kroner. Så mange penge har indsatsen i Libyen kostet den amerikanske militærmagt indtil nu.
Krigsindsatsen i Libyen koster vestmagterne et kæmpebeløb.
Alene amerikanerne har indtil videre brugt 3,94 milliarder kroner på sine militære operationer i landet, som skal beskytte civilbefolkningen mod overgreb og myrderier begået af Gaddafi-loyale styrker.
Det oplyser den amerikanske forsvarsminister Robert Gates.
- Det er på nuværende tidspunkt i omegnen af 750 millioner dollar (3,94 milliarder kroner), og vi vil finde pengene, siger han om udgifterne til Libyen-aktionen.
USA kæmper i øjeblikket med enorme budgetproblemer og går alle regnskabsposter igennem med en lup. Men det får ikke umiddelbart betydning for missionerne i Irak og Afghanistan, forlyder det.
Det samme gælder i tilfældet Libyen, slår Robert Gates fast.
Samtidigt melder AFP, at den libyske oppositionsleder Mahmud Jibril fredag eftermiddag gæster Det Hvide Hus på sit første officielle besøg i Washington.
Det bliver dog ikke præsident Obama, men den nationale sikkerhedsrådgiver, Tom Donilon, som byder velkommen.
/ritzau/