Gaddafis søn, der er efterlyst i Haag, blev pågrebet nær den sydlige by Obari i Libyen.
Muammar Gaddafis søn, Saif al-Islam, er blevet anholdt, siger overgangsrådets justitsminister i Tripoli ifølge AFP.
Saif al-Islam blev anholdt nær Obari i den sydlige del af landet. Han er efterlyst af Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag.
Der har været mange modstridende oplysninger om Saif al-Islams skæbne efter Gaddafi-regimets fald. Der har blandt andet været rapporter om, at han havde krydset grænsen til nabolandet Niger.
Saif al-Islam flygtede angiveligt fra Sirte sammen med Libyens tidligere sikkerhedschef Abdullah al-Senussi, efter at Muammar Gaddafi blev dræbt.
/ritzau/AFP