Bortvisningen af danske Lars von Trier er en skamplet for Cannes-filmfestivalen, siger iransk minister.
Den danske filminstruktør Lars von Trier får nu opbakning fra Iran.
Irans vicekulturminister for biograffilm, Javad Shamaqdari, har sendt et brev til formanden for filmfestivalen i Cannes, Gilles Jacob, hvori han kritiserer organisatorerne for deres beslutning om at bortvise filminstruktøren Lars von Trier for hans upassende bemærkninger om nazisme og Hitler.
- I har vel ikke glemt, at festivalen i Cannes blev skabt for at kæmpe mod fascister, skriver Shamaqdari i brevet, som bliver citeret i iranske medier.
- Efter 64 år er det trist se sporene af fascistisk opførsel i Cannes organisatorernes beslutning om at bortvise en af de fremtrædende europæiske filmskabere, tilføjer han.
Javad Shamaqdari mener, at filmfestivalen i Cannes har fået "en skamplet i dens historie".
- Måske er det nødvendigt at udarbejde nye definitioner for ytringsfrihed. Ellers synes den behandling, som Lars von Trier har fået ved at blive tvunget til at undskylde flere gange at være en mindelse om kirkens behandling af Galileo i Middelalderen, skriver han.
Lars von Trier blev bortvist fra festivalen, efter at han i spøg kaldte sig selv nazist og Hitler-sympatisør.
Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, har i forbindelse med hadske udfald mod Israel kaldt nazisternes drab på seks millioner jøder under Holocaust for en myte.
/ritzau/