Den iranske atomchef, Ali Akbar Salehi, siger til det statslige tv's hjemmeside, at der er blevet fundet lokaliteter til nye atomanlæg.
Iran vil begynde at opføre landets tredje anlæg til berigelse af uran i begyndelsen af 2011, siger en topembedsmand på trods af nye sanktioner fra det internationale samfund på grund af landets atomprogram.
Den iranske atomchef, Ali Akbar Salehi, siger til det statslige tv's hjemmeside, at der er blevet fundet lokaliteter til 10 nye anlæg til berigelse af uran.
- Opførelsen af det ene anlæg vil blive indledt i begyndelsen af 2011, siger han.
Iran beriger allerede uran i den centrale by Natanz og opfører et andet anlæg inde i bjerget Fordo sydvest for Teheran.
/ritzau/AFP