Israel oplyser mandag, at mere humanitær hjælp vil komme ind i Gaza, efter at det har annonceret, at yderligere to kontrolposter ved grænseovergange vil blive åbnet.
Ved kontrolposterne skal nødhjælpen inspiceres, inden den vil blive kørt ind i Gaza gennem grænseovergangen Rafah fra Egypten.
Internationale nødhjælpsorganisationer har haft svært ved at få hjælpen frem til de desperate indbyggere i Gaza, der er under israelske bombardementer. Det skyldes, at kun grænseovergangen Rafah har været åbent.
Israel understreger, at der ikke vil blive åbnet nye direkte grænseovergange.
Men grænseovergangene Nitzana mellem Israel og Egypten og Kerem Shalom mellem Israel og Gaza vil blive brugt til at udføre tjek, inden lastbilerne med nødhjælp bliver sendt videre til Rafah.
- Dette bliver gjort for at forbedre mængden af sikkerhedstjek af nødhjælp, der kommer ind i Gaza via grænseovergangen Rafah og vil tillade os at fordoble mængden af humanitær hjælp, der kommer ind i Gaza, skriver den israelske hær på X.
Inden krigen kom 60 procent af de lastbiler, der skulle ind i Gaza, via Kerem Shalom.
OCHA, der er FN's organ for koordinering af humanitær hjælp, sagde søndag, at der kommer omkring 100 lastbiler med nødhjælp ind i Gaza dagligt. Inden krigen mellem Israel og Hamas kom der i gennemsnit 500 lastbiler med nødhjælp ind i Gaza dagligt.
De ekstra kontrolposter kommer til at screene "lastbiler indeholdende vand, mad, medicinsk udstyr og udstyr til husly", lyder det i en fælles udtalelse fra den israelske hær og COGAT, en israelsk myndighed, der er ansvarlig for anliggender vedrørende civile palæstinensere.
I udtalelsen understreges det, at "ingen leverancer vil komme ind i Gaza fra Israel". Altså vil nødhjælpen udelukkende komme ind i enklaven fra Egypten.
FN's Generalforsamling mødes tirsdag for at drøfte den humanitære krise i Gaza, efter at USA i sidste uge nedlagde veto mod en resolution om våbenhvile i FN's Sikkerhedsråd.
Voldsomme bykampe hærgede mandag i den blodigste krig, Gaza nogensinde har set. Mere end 18.200 palæstinensere meldes dræbt af de Hamas-styrede sundhedsmyndigheder i Gaza.
Israels angreb på Gaza blev iværksat, efter at Hamas, der har magten i enklaven, gennemførte et blodig angreb på Israel 7. oktober, der ifølge israelske myndigheder kostede 1200 livet.
/ritzau/AFP