Israelske styrker har skudt og dræbt syv mænd, der menes at stå bag angreb på bus i det sydlige Israel.
Israelske specialstyrker har skudt og dræbt syv formodede gerningsmænd bag tre separate angreb mod israelske køretøjer nær byen Eilat i det sydlige Israel.
Det oplyser israelske sikkerhedsstyrker til flere medier.
I alt blev syv personer dræbt ved de tre angreb.
Det første skete, da bevæbnede mænd åbnede ild mod en bus. Dernæst blev et israelsk militærkøretøj ramt af en vejsidebombe, da det ankom til stedet.
Kort efter fandt et tredje angreb sted på en anden ørkenvej tættere ved den jordanske grænse, siger sikkerhedskilder til nyhedsbureauet AFP. Her blev en granat affyret mod en bil omkring 15 kilometer nord for Eilat.
Blodsudgydelserne udløste en storstilet jagt på gerningsmændene. Israelske soldater kom i ildkamp med militante og dræbte syv, siger sikkerhedskilderne.
Først på aftenen var et stort område fortsat afspærret af det israelske militær, der ledte efter eventuelle medsammensvorne, som kunne være flygtet fra stedet.
Fra officiel side var der ikke umiddelbart nogen bekræftelse af, hvem der stod bag angrebet. En højtstående regeringskilde siger imidlertid, at gerningsmændene menes at være kommet ind i landet fra Egypten.
Forsvarsminister Ehud Barak siger, at det er militante fra Gazastriben, som er trængt ind i Israel via Egypten.
Premierminister Benjamin Netanyahu ventes at komme med en udtalelse om angrebet klokken 18.15 dansk tid.
/ritzau/AFP