Forhandlinger mellem Israel og Sydafrikas tidligere apartheidregime dokumenterer, at Israel råder over atomvåben, siger britisk avis.
Sydafrikanske dokumenter, som den britiske avis Guardian er kommet i besiddelse af, viser, at Israel forsøgte at sælge atomsprænghoveder til det tidligere apartheidregime i Sydafrika.
Guardian siger, at papirerne er det første dokumenterede bevis på, at Israel råder over atomvåben.
Israel har længe ført en politik, hvor det hverken benægter eller bekræfter, at det har atomvåben. Det er en politik, der på den ene side skal afskrække, og på den anden side forhindre, at Israel tvinges til internationale inspektioner og i værste fald sanktioner.
Dokumenterne, der gengives i mandagens avis, indeholder detaljerede optegnelser om et møde i 1975 mellem højtplacerede embedsmænd fra begge lande.
Her fremgår det, at den daværende sydafrikanske premierminister, P.W. Botha, bad om atomsprænghoveder. Hertil svarede den daværende israelske forsvarsminister, Shimon Peres, at Israel kunne tilbyde atomsprænghoveder "i tre størrelser".
Dokumenterne fra Sydafrika er opsporet af den amerikanske historiker Sasha Polakow-Suransky, som er ved at forberede en bog om forholdet mellem de to lande.
Peres er i dag Israels præsident. Hans talskvinde siger, at "der er intet sandt i Guardians historie".
Sydafrika udviklede sit eget atomprogram under apartheidregimet, men med udsigt til, at det hvide overherredømme stod for fald, besluttede regeringen at afvikle sit program og ødelægge de atomvåben, man havde fremstillet.
/ritzau/dpa