Italiens præsident er en nøglefigur i krisetider

Italiens præsident er traditionelt respekteret som en vigtig institutionel person, som kun har begrænsede beføjelser.

Men under politiske kriser har præsidenten ofte spillet en central rolle. En sådan krise udspiller sig i disse dage.

Normalt når en premierminister og en præsident hurtigt til enighed, når premierministeren kommer for at få godkendt sin ministerliste. Hvis præsidenten gør indsigelser mod en eller to personer på listen, bliver disse som regel erstattet af nogle andre.

Men i den nuværende situation omkring Femstjernebevægelsen og det højreorienterede Ligaens forsøg på regeringsdannelse vil de to partier ikke acceptere præsidentens afvisning af den foreslåede kandidat til finansministerposten.

Giuseppe Conte, der er udpeget til at blive Italiens næste premierminister, har foreslået, at Paolo Savona, som er modstander af euroen og meget kritisk over for Tyskland, som sin finansminister.

Premierministeren har efter præsidentens afvisning sat hårdt mod hårdt og erklæret, at han ikke kan danne regering.

Præsident Sergio Mattarella afviste allerede fredag, at Savona kan blive finansminister.

Det er ikke første gang, at en italiensk præsident har benyttet sig af artikel 92 i den italienske forfatning og afvist en ministerkandidat. Det er sket mindst tre gange tidligere - mest opsigtsvækkende med Silvio Berlusconi.

Efter sin valgsejr i 1994 foreslog mediemogulen, som allerede havde flere store retssager kørende, at hans personlige advokat, Cesare Previti, blev justitsminister i hans regering. Dette blev afvist af den daværende præsident, Oscar Luigi Scalfaro.

Berlusconi accepterede dengang præsidentens beslutning og foreslog en anden til ministerposten.

Blandt de få beføjelser, som præsidenten har, er godkendelse af regeringsledere og deres ministre, samt muligheden for at opløse parlamentet.

Men denne gang opfordrer Femstjernebevægelsens leder, Luigi Di Maio, til en afsættelse af præsidenten og udskrivelse af nyvalg. Han siger, at præsidenten er styret af Bruxelles eller af lobbyister på de finansielle markeder.

Præsidentens muligheder for at opløse parlamentet har været en medvirkende årsag til, at Italien har haft ikke mindre end 64 regeringer i efterkrigstiden.