John Dingell havde stor indflydelse på love, der forandrede USA, herunder brud på telemonopol og Obamacare.
Demokraten John Dingell, der siden midten af 1950'erne har været en sværvægter i amerikansk politik, er død - 92 år.
Det oplyser hans kontor.
Dingell, der var berygtet for at være brysk, er den politiker, der har siddet længst i den amerikanske kongres. Han var valgt i delstaten Michigan.
Han var medlem af Repræsentanternes Hus i 59 år, inden han lod sig pensionere i 2015.
Han var med til at skrive love på en række kritiske tidspunkter i den nye amerikanske historie. Han førte an i at bryde AT&T's telemonopol, beskyttelse af truede dyrearter og gennemførelsen af miljøloven, der kendes som Clear Air Act.
Han spillede også en vigtig rolle, da det under præsident Lyndon Johnson i 1960'erne lykkedes at få vedtaget offentlig sygesikring for pensionister. Et program, der kendes som Medicare.
Han skubbede på, da sundhedsreformen Obamacare blev en realitet i 2010.
Men han gik ofte imod sine egne, når det gjaldt handelsaftaler, som kunne ramme amerikanske arbejdere. Han stemte således i 1993 mod Nafta, der skabte et åbent marked mellem USA, Canada og Mexico.
Nafta er senest blevet rullet tilbage af den republikanske præsident, Donald Trump. Det er afløst af en ny aftale mellem landene, som ifølge Trump beskytter amerikanske arbejdere.