Et jordskælv har fået undergrunden til at ryste i det nordøstlige Californien.
Skælvet, der er målt til styrken 5,7, er indtruffet tidligt fredag morgen dansk tid ifølge USA's Geologiske Overvågningscenter (USGS).
Den nærmeste regulære by er den lille Greenville, der ligger omkring 11 kilometer fra skælvets epicentrum.
Skælvet blev i første omgang målt til 5,9, men siden nedjusteret til 5,7. Et jordskælv i den størrelsesorden hører hjemme i den mere moderate kategori, men har stadig potentiale til at udrette betydelige skader i de ramte områder.
Der er ingen umiddelbare meldinger om ødelæggelser eller tilskadekomne.
/ritzau/Reuters