Politiet i Kina har anholdt en mand for at sprede budskabet om, at Liu Xiaobo tildeles Nobels fredspris.
Kina er stadig fast besluttet på at den kinesiske befolkning skal leve i uvished om, at den fængslede kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo i oktober måned blev tildelt Nobels fredspris.
Det er endnu engang kommet til udtryk i forbindelse med, at kinesisk politi har anholdt en Liu Xiaobo-tilhænger. Den anholdte, Guo Xianliang, delte løbesedler ud om tildelingen af fredsprisen til den kinesiske systemkritiker.
Anholdelsen faldt sted i byen Guangzhou i det sydlige Kina, hvor regeringen netop nu forbereder sig til den store sportsbegivenhed Asian Games og derfor har øget sikkerheden.
- Jeg tror, at Guo Xianliang er den første person, der bliver anholdt og sigtet for kriminalitet i forbindelse med Liu Xiaobo og Nobels fredspris, siger Ye Du, der er en ven til den anholdte.
Liu Xiaobo blev i december sidste år idømt 11 års fængsel for kritik af Kinas Kommunistparti og for kritik af manglende demokrati og ytringsfrihed i landet. Liu har fået fredsprisen for netop sin kamp for politiske reformer og menneskerettigheder i Kina.
/ritzau/AFP