Krigen i Irak har kostet flere mediefolk livet end nogen anden konflikt siden Anden Verdenskrig.
Mindst 10 mennesker blev mandag dræbt ved en række angreb i Bagdad og i det nordlige Irak, siger hospitalslæger og sikkerhedskilder.
En fotograf fra satellitkanalen al-Hurra blev dræbt 50 kilometer fra Bagdad af en bombe, som var blevet placeret på hans bil.
Den internationale presseovervågnings-organisation Reporters Without Borders (RSF) siger, at krigen i Irak har kostet flere mediefolk livet end nogen anden konflikt siden Anden Verdenskrig.
En viceminister slap uskadt fra et bombeanslag tidligt på dagen, men en af hans livvagter blev dræbt.
I Bagdad blev fire mænd dræbt ved forskellige bombeanslag.
Det blodigste angreb mandag skete i Diyala provinsen nord for hovedstaden. Her blev tre mennesker dræbt i byen Jalawlah.
I den nordlige by Kirkuk blev mindst en person dræbt af en bombe.
/ritzau/AFP