150 uromagere er kommet i kamp med franske betjente under 1. maj-march i Paris, rapporterer kanalen BFMTV.
Arbejdernes internationale kampdag er endt i sammenstød mellem omkring 150 hætteklædte uromagere og betjente i den franske hovedstad, Paris.
Mindst tre betjente er såret, rapporterer kanalen BFMTV. En enkelt er ifølge politiet alvorligt såret.
Der er kastet molotovcocktails og andre kasteskyts mod betjentene. Politiet har svært ved at gribe ind og fjerne de voldelige deltagere i optoget.
- Problemet er, at de er dækket til, og de blev ikke identificeret. De skjuler deres ansigter. Når optoget begynder, slår de til. Synet af min kollega i flammer var chokerende, siger David Michaux fra sikkerhedsstyrken CRS.
Han fortæller, at en betjent er ramt på benet. En anden er ramt i hovedet og har skader på hænderne.
Politiet har svaret igen med tåregas.
Demonstrationen går mellem metrostationerne République og Nation i den østlige del af Paris.
Flere end 9000 betjente, gendarmer og soldater er sendt på gaden for at sørge for en rolig markering af arbejdernes internationale kampdag, skriver BFMTV.
Balladen i Frankrig udspiller sig knap en uge før den afgørende runde ved det franske præsidentvalg.
Kandidaterne Emmanuel Macron og Marine Le Pen møder begge massiv modstand under optogene 1. maj i Frankrig.