Premierminister Salam Fayyad får et hjertetilfælde under sønnens eksamensfest i USA.
Under et privat besøg i USA er palæstinensernes premierminister, Salam Fayyad, blevet indlagt med et hjertetilfælde.
Han befandt sig i Austin, Texas, hvor han søndag deltog i sønnens eksamensfest. Her fik han stærke smerter i brystet.
Fayyad er uden for livsfare, efter at han mandag blev kikkertopereret, meddeler det palæstinensiske selvstyres regering.
Fayyad er en velrespekteret tidligere økonom i Verdensbanken.
Hans fremtid som premierminister er tvivlsom, efter at den palæstinensiske Fatah-fraktion tidligere på måneden indgik en forsoningsaftale med det islamistiske Hamas, der har sin base i Gaza.
Et af Hamas' krav er, at Fayyad afsættes.
/ritzau/Reuters