Dykkere, brandbiler og en redningshelikopter var sendt til en svensk sø, hvor en gyrokopter forulykkede.
En person, der styrtede i en sø med en mindre helikopter søndag formiddag, er omkommet. Det oplyser svensk politi til Aftonbladet.
Helikopteren forulykkede i søen Drängsjön, der ligger ved Åkersberga lidt nord for Stockholm.
Piloten fik førstehjælp på stedet og blev bragt til Karolinska sygehus i Stockholm, hvor han kort efter blev erklæret død.
- Intet i efterforskningen tyder på, at andre var involveret i ulykken, siger polititalsmand Anders Bryngelsson.
Redningsmandskab foretog en to timer lang eftersøgning i søen, men uden at finde andre end piloten.
Et stort antal dykkere, brandbiler og en redningshelikopter blev sendt til søen, hvor den såkaldte gyrokopter var forulykket, omkring klokken 10.40.
Med hjælp fra to privatpersoner i en robåd lykkedes det at få luftfartøjet tættere på land.
De pårørende til den omkomne er underrettet, oplyser politiet.