Svensk politi vil udarbejde en ny arrestordre på Assange. Den, der er lavet, er formentlig lavet forkert.
Politiet i Sverige vil udarbejde en ny international anholdelses-begæring på Julian Assange, som er grundlæggeren af Wikileaks.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Tidligere torsdag sagde Mark Stephens, Assanges advokat, at britisk politi og adskillige landes sikkerhedstjenester ved, hvor Assange er, men advokaten nævnte ingen lokalitet.
Britisk presse skriver, at Assange menes at opholde sig i det sydøstlige England, men at politiet ikke kan anholde ham, fordi Sverige har udarbejdet den europæiske arrestordre på Assange forkert.
Sverige vil have Assange anholdt i forbindelse med mistanke om voldtægt. Assange har appelleret anholdelses-begæringen, men Sveriges højesteret har afvist appellen.
/ritzau/AFP