Fredag står Spanien premierminister over for mistillidsvotum, efter at partimedlemmer er dømt for korruption.
Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, står ifølge Reuters over for et mistillidsvotum i parlamentet fredag.
Det sker på et tidspunkt, hvor langt over en snes personer med tilknytning til hans centrumhøjreparti, Folkepartiet (PP), er fundet skyldige i korruption. Rajoy har været ved magten i seks år.
Oppositionspartier er nået til enighed om, at debat og afstemning skal finde sted torsdag og fredag.
Socialisterne, som har fremsat et mistillidsvotum til Rajoy, menes ikke at få flertallet med sig til at få Rajoy afsat.
Rajoys parti er blevet idømt en bødestraf på 245.000 euro - svarende til omkring 1,9 millioner kroner.
Korruptionen har ifølge dommen fundet sted mellem 1999 og 2005. Den har kastet et større sagskompleks af sig.
I sidste uge blev 29 ud af 37 anklagede dømt for blandt andet skatteunddragelse, misbrug af offentlige midler og magtmisbrug. Tilsammen løb straffene op i 351 års fængsel.
En af straffene lød på 33 år til en tidligere partisekretær og senator for PP.
Også en tidligere sundhedsminister og en tæt rådgiver til Rajoy blev dømt for at modtage gaver.
Ingen af regeringens nuværende medlemmer var på listen over dømte.