Rederiet bag det forulykkede Costa Concordia sagsøger kaptajn Francesco Schettino, oplyser advokat.
Kaptajnen på Costa Concordia får nu en sag på halsen fra det rederi, der ejer det forulykkede krydstogtskib.
Costa Crociere, der er Europas største udbyder af krydstogtsejlads, er blevet sagsøger i sagen mod kaptajn Francesco Schettino, oplyser selskabets advokat Marco De Luca til italienske medier.
Advokaten tilføjer, at Schettino, som er under husarrest, nu officielt er suspenderet fra tjeneste.
Schettino, der af Corriere della Sera beskrives som "den mest hadede mand i Italien", er i forvejen sigtet for uagtsomt manddrab samt for at have forladt fartøjet, før de godt 4200 passagerer og besætningsmedlemmer var blevet evakueret.
/ritzau/AFP