Myndighederne i Tyskland meddeler, at alle lufthavne i landet er åbne igen, efter at vulkanaske tidligere på dagen lukkede flere lufthavne i Sydtyskland.
Alle lufthavne i Tyskland er i drift igen. Myndighederne har givet grønt lys for flyvning, efter at vulkanaske tidligere på dagen førte til, at en række lufthavne, først og fremmest i Sydtyskland, måtte lukke midlertidigt, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
Også flytrafikken i Norditalien, Sydfrankrig, Spanien og Portugal har dagen igennem været berørt af vulkanasken.
De danske lufthavne har ikke været truet denne gang, oplyser Naviair, der styrer det danske luftrum.
- Vi forholder os kun til de prognoser, som er ude. De kan se 18 timer frem, og der er dansk luftrum ikke berørt, sagde pressevagten hos Naviair midt på eftermiddagen søndag.
På grund af vulkansk aske i luftrummet blev der søndag indført midlertidige restriktioner for flytrafikken i grønlandsk luftrum.
/ritzau/dpa