Afghanistans talibanbevægelse har ingen planer om at forhandle med Nato-styrkerne. Det slår en talsmand for bevægelsen fast over for britiske BBC.
Talibanbevægelsen i Afghanistan siger, at det ikke kan komme på tale at forhandle med Nato-styrkerne i landet.
Det skriver britiske BBC, der gennem en mellemmand har været i kontakt med Zabiullah Mujahedd, der er talsmand for den fundamentalistiske gruppe.
Udtalelsen fra Mujahedd kommer, efter at amerikanske kommandanter og chefen for Storbritanniens væbnede styrker, general David Richards, har antydet, at det kunne være en god idé at forhandle med Taliban.
Men erklæringen fra Taliban er kompromisløs, ja nærmest fuld af foragt.
Taliban mener, at de er ved at vinde krigen og kan ikke se, hvorfor de skulle hjælpe Nato ved at forhandle, rapporterer BBC.
Taliban mener, at amerikanerne er forvirrede efter fyringen af general Stanley McChrystal i sidste uge, og Taliban betragter alle antydninger af forhandlingsvilje hos Nato som et tegn på svaghed.
/ritzau/