En kinesisk mand og hans toårige datter blev skudt og dræbt under et mislykket røveriforsøg i Italien.
En ferie i Italien har udviklet sig til en tragedie for et kinesisk ægtepar og deres datter på to år. Sent onsdag aften var familien udsat for et røveriforsøg i Rom, der udviklede sig til et dobbeltdrab. Røverne skød og dræbte både manden og datteren.
Manden var sammen med sin kone og datter ude at gå, da to unge mænd på en scooter kørte op til familien og forlangte at få deres penge udleveret. Da familien nægtede at udlevere penge eller værdigenstande, blev de alle tre skudt.
Det skriver avisen Repubblica med henvisning til oplysninger fra øjenvidner til forbrydelsen. Manden døde øjeblikkeligt af et skud i brystet, mens hans lille datter, som han på det tidspunkt holdt i sine arme, blev ramt af en kugle i hovedet.
Datteren døde undervejs til hospitalet. Moren blev ramt af et skud i armen. Hun er under behandling for skudsåret og er uden for livsfare.
Den uhyggelige hændelse er en mange tilsvarende de seneste måneder i den italienske hovedstad.
/ritzau/AFP