USA vil give Pakistan militærhjælp for 10,6 milliarder kroner, siger udenrigsminister Hillary Clinton.
Pakistans militær kan vente en solid bistand fra USA i perioden 2012 til 2016.
USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, siger, at regeringen i Washington vil bede om Kongressens opbakning til at give Pakistan militærhjælp for to milliarder dollar - omkring 10,6 milliarder kroner - i perioden 2012 til 2016.
Pengene skal lægges oven i de 7,5 milliarder dollar, som USA har afsat til civil hjælp i Pakistan i en periode over fem år.
Clinton siger fredag ifølge nyhedsbureauet AFP i Washington, hvor der er forhandlinger mellem embedsmænd fra de to lande, at USA "ikke har en stærkere partner, når det kommer til anti-terror", end Pakistan.
/ritzau/Reuters