Myndighederne i USA har fået besked på at stramme procedurerne for omgang med fortroligt materiale.
Det Hvide Hus har bedt alle myndigheder i USA om at stramme op om procedurerne for omgang med fortrolige informationer, efter at websiden WikiLeaks igen har offentliggjort tusinder af dokumenter fra det amerikanske diplomati.
De nye procedurer skal sikre, at "brugerne ikke har adgang til mere materiale, end det er nødvendigt for at udføre deres respektive job", fremgår det af et direktiv fra Det Hvide Hus.
Samtidig oplyser USA's justitsminister, Eric Holder, at der er igangsat en aktiv strafferetslig undersøgelse af lækagen.
Holder siger, at de amerikanske myndigheder vil retsforfølge alle, der findes ansvarlige for lækagen.
/ritzau/Reuters