SKIF har taget hul på den nye sæson, men der er stadig plads til nye deltagere på holdene, og de skal blot møde op til træningen.
I uge 37 tog SKIF hul på sæsonen i Nørre Vedby Gymnastiksal og Nørre Vedby Hallen. Og programmet er bredt: Forældre/puslinge/barn, Lopper, Mix Spring, MBL, Jumping Fitness, Kettlebell, Lenes Damer, Tabata, og på Eskilstrup Skole træner Fredes Drenge, mens et motions herrehold, der er et nyt tiltag, startede træningen i Vålse Gamle Skole 1. oktober.
- Et nyt tiltag i år er Fit for teens for teenagere, siger Stig Hansen, formand for SKIF, og Jannie Larsen står for træningen af dette hold.
Fredes Drenge med over 90-årige Frede Petersen som træner, går på skift mellem gymnastikforeningerne.
- Vi havde indstillet Frede Petersen til DGI's lederpris, men han blev desværre ikke vinderen, for der var mange om buddet, siger Stig Hansen.
Sidste år deltog der samlet set 120 i alle aldre i SKIF's træning, men da sæsonen kun lige er startet, er det ikke til at vide, hvor mange deltagere, det totale antal lander på.
- Folk, der er interesseret i at deltage i træningen på et af vores hold, er velkommen til blot at møde op på den konkrete træningsdag, siger Stig Hansen og henviser til info på Facebooksiden: Storstrømmen Kippinge Idrætsforening.