Annonce
Lolland

Kaos bag engleøjne og fehår

- Min hund Fiona er min personlige "terapihund". Hun er af racen dværg/mini schnauzer, fortæller Tanya Tranholm, som om et par dage udgive sin selvbiografi. Foto: Anders Knudsen
Som ung var hun en af Stripperkongens piger. I dag er Tanya Tranholm i gang med at bearbejde barndommens og fortidens traumer – en proces hun beskriver i sin nye bog ”Afklædt – retten til et liv fri af skam”.

NAKSKOV: En lille glad jordstryger af en gråpelset hund vimser hektisk om gæstens ben, da Tanya Tranholm åbner døren til den velholdte murermestervilla i udkanten af Nakskov, hvor hun bor sammen med sin mand, Mikael, og deres 13-årige datter Mikkeline.

Her har hun gennem de sidste tre år taget kampen op mod den skyld og skam og følelse af forkerthed, som siden den tidlige barndom har haft overherredømmet i hendes liv. De tre års møjsommelige og vanskelige arbejde resulterer nu og helt konkret i, at Tanya Tranholm på torsdag udgiver bogen ”Afklædt – retten til et liv fri af skam”.

I bogen beskriver Tanya sin opvækst i en familie, hvor alkohol satte stemningen, en barndom præget af overgreb og en ungdom, hvor hun søgte mod hårde miljøer med egne regler og kodeks: rockerborge, stripklubber og bordeller.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den vigtigste grund til, at jeg har skrevet bogen er, at jeg nu, som mor til to piger, har et behov for at ændre den sociale arv for mine piger, som er større end det behov for at please, som har præget det meste af mit liv. Jeg har også brug for at tage ejerskab over det omsorgssvigt, jeg potentielt selv har givet videre. Det har givet mig modet til at skrive og udgive bogen. Også selvom mit Post Traumatiske Stress Syndrom stadig skriger, at jeg skal trække bogen tilbage, siger den nyslåede forfatter med fast stemme.

Tonstung barndom

Tanya voksede op i en familie lige midt i middelklassen vest for København. Far var elektriker, mor sekretær, og så var der storesøster og ikke mindst storebror, som med sin udadreagerende adfærd gjorde, at hun ofte tilbragte længere tid bag en låst dør på badeværelset, når børnene var alene hjemme.

Men selvom familien satte en ære i at fremstå som helt almindelig og velfungerende, rugede bag facaden det faktum, at Tanyas far var alkoholiker. Alkohol satte dagsordenen, og Tanya lærte at navigere i en uforudsigelig hverdag, hvor den ene dag var præget af omsorgssvigt og ufred, mens den næste dag kunne forløbe uden disharmoniske udsving.

Også seksuelle overgreb udført af en mand fra nabolaget var en del af Tanyas barndom, da hun var mellem ni og 12 år. Som 12-årig røg hun hash for første gang. Alkohol og hårde stoffer fik hun et nært forhold til omkring konfirmationsalderen, og som 15-årig fik hun hjælp fra kommunen til at flytte væk fra familien, hvor forældrene i mellemtiden var blevet skilt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I stripperkongens stald

Tanya var ikke ældre en fire-fem år, da hun mestrede sin rolle som familiens dydsmønster til perfektion. Hun var ”den lille søde med det fine fehår, som ryddede op, gjorde rent og opførte sig pænt.”

- Mit udseende har altid været min kapital, lige fra barnsben. Det kan jeg se i dag, erkender Tanya Tranholm og fortsætter:

- Det har været min værdi at være smuk og bruge mit udseende til at få fordele. Som barn var jeg den lille yndige, som også var artig og altid please’de alle. Som ung fortsatte jeg den stil. For det var jo tydeligt, at jeg kunne få mænd til hvad som helst, hvis jeg tilbød mig selv. På den måde kom jeg ind i en verden med nøgenbilleder og porno, og hvor jeg også på et tidspunkt var telefonpige på et bordel. Jeg har aldrig solgt min krop; men jeg har været en af Stripperkongens piger, fortæller Tanya med en henvisning til et af 1990’ernes populære reality-programmer, hvor stripperkongen Preben Jørgensen førte sig frem på tv midt i en flok af mere eller mindre afklædte og kendte barmfagre babes.

Allerede som 19-årige blev Tanya mor, og datteren Melanie var som lille flere gange med på job og ventede ude i bilen sammen med far, når mor eksempelvis strippede til en polterabend og efter 20 minutter kunne stoppe et par tusinde kroner i lommen.

Men pludselig blev alting for meget. Det var ikke længere sjovt at tage til fest med rockerne og være en del af stripperkongens hof.

Tanya trak sig og gik en roligere tilværelse i møde, men samtidig har hun kæmpet med senfølger af sin ustabile barndom i alkoholismens og overgrebenes vold, selvsabotagen, skammen, fortielserne og den PTSD (Post Traumatisk Stress Syndrom), som hun stadig forsøger at komme overens med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Smeden og fodterapeuten

I 2001 begyndte Tanya uddannelsen som fodterapeut. Næsten samtidig mødte hun dørmanden Mikael, som egentlig er smed og kommer fra Lolland.

- Vi fandt ud af, at vi hver især bedre kunne lide fodterapeuten og smeden fremfor stripperen og dørmanden, griner Tanya, som nød at forlade det københavnske strippermiljø for at flytte med Mikael til Nakskov, hvor de i dag sammen driver smedevirksomheden Customsteel.

- I virkeligheden er det nok mest Mikael, som driver virksomheden, mens jeg driver familien, siger Tanya.

Tanya kæmper fortsat med senfølgerne af sin fortid og diagnosen PTSD, som stadig påvirker hendes liv, ligesom barndommens overlevelsesstrategi ofte indsmigrende snor sig om Tanya og får hende til at tvivle på, om det nu alligevel også er en god ide at udgive bogen om hendes barndoms overgreb og traumer.

- Jeg er bange for, hvad vil folk tænke, og at alle vil blive sure på mig og sige, at jeg lyver. Men jeg ved jo inderst inde, at min historie er sand, og at jeg har retten til at fortælle den. Og til at leve mit liv fri af den skam, som jeg er bange for at give videre til mine piger, slutter Tanya Tranholm, som fokuserer på at kunne hjælpe andre som coach og åndedrætsterapeut og som foredragsholder med afsæt i den nye bog om hendes traumatiske fortid…og ikke mindst at være til stede i hverdagen og give sig selv tid til at nyde dagligdagen sammen med familien.


Fredag 23. september klokken 16-18 inviterer Tanya Tranholm til bogreception i LF Business Box, Axeltorv 2 i Nakskov.

Mørketal

 Hvert femte barn vokser op i familier med alkoholproblemer (kilde: Børns Vilkår og TrygFonden, 2017)

Hver ottende pige udsættes for seksuelle overgreb i barndommen (kilde: Børns Vilkår og TrygFonden, 2017)

”Og så er der mørketallene. De mennesker, som kan defineres ud fra samme beskrivelse, men som ikke er registreret nogen steder. Sådan er min historie – blot én ud af mange” (kilde: Tanya Tranholm)

Fredag 23. september klokken 16-18 inviterer Tanya Tranholm til bogreception i LF Business Box, Axeltorv 2 i Nakskov.

  • 16 LOL Nak Tanya Tranholm bog
    - Min hund Fiona er min personlige "terapihund". Hun er af racen dværg/mini schnauzer, fortæller Tanya Tranholm, som om et par dage udgive sin selvbiografi. Foto: Anders Knudsen
Annonce
Annonce
Annonce
Sport

- Hold da op! Det er den største sensation i nyere tid

Sport

NFH gjorde det fandme!!!!!! Leverede miraklet og er i DM-finalen

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Lolland

- Kommunen skubber ansvaret væk, og lægger det over på de frivillige

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Guldborgsund

Undrer sig over helt nye detaljer i brev

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Falster

Vakte opsigt på Falster: Nu bekræfter de vildt fund

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Boksning

18-årige Cecilie overbeviste

Annonce
Annonce
Nykøbing

Stort galleri: Elevernes imponerende galla-ankomst

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik

Lokal nyt

Advarer før pinsen: Tænk jer om

Indland

Jagtulykke koster 53-årig mand livet

Sport

Ljungquist med KO-sejr i eget stævne

Vejret

Weekenden bliver varm men slutter for en landsdel med byger

112

Anklager vil have betjent straffet for udrykning med 200 km/t