En drone med et termisk kamera blev brugt til at følge brand i tagkonstruktion.
Når en brand får fat i tagkonstruktionen på en bygning, kan det være svært udefra at se, hvor flammerne er. Men da Lolland-Falster Brandvæsen lørdag morgen klokken 8.46 blev kaldt til en brand i en bygning på Eriksdalsvej i Horbelev, rekvirerede indsatsleder Bo Andersen hjælp fra et dronehold.
Dronen er udstyret med et termisk kamera, der kan registrere varme, og på den måde kunne brandfolkene se, præcis hvor ilden bredte sig i tagkonstruktionen, og sætte ind de rigtige steder.
Ilden var opstået i en garage, der lå for sig selv nær et hus. En mand på stedet kunne fortælle, at en bil var brudt i brand, da han havde forsøgt at starte den.
Tre hold røgdykkere blev sat ind for at slukke branden i en knibtangsmanøvre, og med hjælp fra billederne fra dronen kom branden relativt hurtigt under kontrol. Det lykkedes også at forhindre branden i at brede sig til hovedhuset på stedet.
- Ingen mennesker er kommet til skade, og der er ikke sket andet, end at bygningen er skadet. Den er udbrændt, men ikke styrtet sammen, fortæller Bo Andersen.
Også to biler i bygningen udbrændte.
I alt deltog 21 brandfolk og syv køretøjer i slukningen. Efterslukningen ventes at vare til omkring ved 13-tiden.