De ville gerne køres til Nakskov midt om natten, men da taxaregningen skulle betales, stak fire kunder af fra chaufføren.
Klokken 02.40 natten til i dag, tirsdag, måtte en 52-årig taxachauffør fra Rødby erkende, at han ikke ville se en krone for den tur, han netop havde kørt.
Taxaen samlede fire personer op på Maribo Banegård og kørte dem til Stormarks Allé i Nakskov. Men da taxaen nåede frem til destinationen, væltede alle fire passagerer ud af bilen og stak af.
Politiet vil nu kigge taxaens overvågning og eventuel overvågning fra andre steder igennem for at se, om det dog ikke skulle genkende nogle af taxakunderne.