Fem personer er blevet udvist af Danmark. De er dømt for grov narkokriminalitet og tyveri af strøm.
På flere adresser i Haslev og på Lolland blev der over længere tid fremstillet mere end 100 kilo skunk. For at få de mange planter til at gro blev der i samme periode stjålet store mængder strøm i områderne.
Forbrydelserne har tirsdag eftermiddag kostet seks mænd og en kvinde fængsel imellem et og tre år. Samtidig har Retten i Nykøbing Falster afgjort, at fem af de dømte skal udvises.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
De i alt syv personer er dømt for grov narkotikakriminalitet og groft tyveri af strøm til at dyrke de mere end 100 kilo skunk.
De fem udviste har ikke dansk statsborgerskab. To af dem har forud for sagen dog boet i Danmark i mere end 20 år.
Den omfattende produktion blev opdaget i 2018.
Skunk er en særlig potent form for cannabis, og dyrkningen er ret krævende. Planterne skal have høj varme og skal vandes konstant.
Gennem de senere år har politiet afsløret en stribe illegale gartnerier i øde beliggende ejendomme, og i flere tilfælde er husene blevet ødelagt på grund af fugtskader.
Jævnligt er vietnamesiske statsborgere blevet anholdt og siden dømt.
Politiet har tidligere set tegn på, at kriminaliteten er stramt organiseret, og produktionen har været så stor, at Danmark er blevet eksportør af det euforiserende stof.
I en af de hidtil største sagskomplekser blev en vietnamesisk mand fra Egtved i 2015 af Vestre Landsret dømt for at have ledet produktion 13 forskellige steder på Fyn og i Jylland.
En del af hans hjælpere levede under usle forhold og blev holdt under skarpt opsyn. Hvis en "ansat" fik nok og stak af, rykkede bagmanden ud for at opspore vedkommende.