Ensomhed har mange former

VIVE’s undersøgelse: ”Børn og unge i Danmark – Velfærd og Trivsel 2018” viser, at 7% af de 11-15-årige i Danmark ofte eller meget ofte føler sig ensomme.

Statens Institut for Folkesundhed, SDU, har undersøgt ensomheden blandt ældre, og i 2017 er godt 1,1 mio. danskere +65. Af dem svarer 5,1-7,6% af de ældre bosiddende i Lolland Kommune, at de ofte er alene, selvom de mest har lyst til at være sammen med andre.

Begge undersøgelser er før COVID-19 så jeg har en forventning om, at ovenstående tal er forhøjet væsentligt og desværre til den forkerte side, når tilsvarende undersøgelser igen gennemføres.

Vi er derfor nødt til at sætte ind nu.

Hvornår kan vi føle os ensomme?

Når vi bliver ældre, risikerer mange at få diverse skavanker, som gør, de ikke længere har mulighed for at komme uden for en dør.

Andre mister måske deres partner eller en anden meget tæt relation gennem rigtig mange år, som gør, at de ikke længere har nogen social relation til andre.

Mister vi vores partner eller tætte relation og ikke har kontakt til børn, børnebørn eller andre, så kan vi godt føle os alene og have svært ved at komme ud blandt andre. For mange er det grænseoverskridende pludselig at skulle ankomme alene til en fest eller et andet socialt arrangement, når vi har været vant til at være to.

COVID-19 lagde en stor dæmper på alle former for fysisk samvær med venner. Det gjaldt alle – store som små, unge som gamle, enlige som familier. Alle blev ramt af, at vi ikke længere havde mulighed for at se andre end dem, vi til dagligt boede sammen med eller allerhøjest de 5 nærmeste i ens omgangskreds.

Det betød, at mange arbejdede hjemmefra, de arbejdsløse kunne ikke komme i arbejde/praktik, kurser blev aflyst, og de unge deltog i virtuel undervisning. Verden ændrede sig fra den ene dag til den anden.

Mange unge blev ramt på deres sociale relation ved ikke længere at kunne se deres venner fysisk. Selvom de Sociale Medier som snapchat, Facebook, instagram med flere gjorde, at de unge ikke helt var afskåret fra omverdenen, så viste det sig alligevel ikke at være nok for mange unge. De følte pludselig ensomheden ved ikke at se deres venner fysisk. Følelsen af om der overhovedet var nogen, der havde brug for dem, blev en tanke, der slog rod hos mange unge.

Den virtuelle undervisning har ikke gjort det bedre, for det er for nemt for de unge at logge sig på, og blot sidde passiv tilbage og ikke deltage i undervisningen. De unge kan også helt undlade at logge på og dermed slet ikke deltage i undervisningen. (Indtil der på et tidspunkt bliver indkaldt til en virtuel fraværssamtale).

Ensomhed findes dog også blandt dem, som har mange venner, tit kommer ud og måske ser ud til at trives godt i det daglige. Her kan det være tankerne om at være alene, ikke at slå til, til trods for at alt ser ud til at fungere og lykkes for den pågældende.

At blive ensom og føle, at der ikke længere er brug for os, at ingen vil savne os, rammer os psykisk og skader vores trivsel og velvære.

Vi har alle brug for en anden i et eller anden omfang, i flere situationer har vi brug for hjælp eller at kunne hjælpe aldre.

Derfor kan ensomhed have vidtrækkende konsekvenser for dem, det rammer. Det kan påvirke livskvalitet, trivsel og selvværd hos den enkelte.

Hvordan spotter vi ensomhed?

Hos de ældre, som ikke har mulighed for at komme uden for eget hjem, vil eksempelvis social- og sundhedshjælpere/assistenter være dem, der kan spotte, om de ældre føler sig ensomme. Mange ældre har et apparat på sig, som de kan trykke på, hvis de eksempelvis skal på toilettet. Og den bliver der trykket på. Nogle gange også uden det reelt set er et toiletbesøg, der er brug for. I stedet er det et ønske om at se et andet menneske, at blive holdt i hånden, at få lov at tale med et andet menneske eller noget helt fjerde.

Det kan også være sygeplejersken på sygehuset, som taler med den indlagte om, hvordan det skal gå, når borgeren kommer hjem. Hvem er der til at hjælpe? Hvor tit får borgeren besøg af familie, venner eller andre, som eventuelt vil kunne være borgeren behjælpelig i den periode, hvor borgeren eksempelvis er sengeliggende? Hvem kan borgeren tale med om de ting, der er svære i dagligdagen?

For de unges vedkommende, kan det være forældre, som ikke kan hjælpe deres børn ud af ensomheden. Som står tilbage med afmagt over at se deres børn trækker sig mere og mere ind i sig selv. Som fra sidelinjen kun kan se til, mens barnet vælger venner og veninder fra, ikke ønsker at deltage i arrangementer, fester, sport eller andre ting, som ellers tidligere var en del af barnets dagligdag, men som barnet nu giver udtryk for ikke længere at have interesse i.

Generelt gælder det om, at når vi taler med andre, så skal vi lytte, spørge ind og i visse situationer tie for at lade den anden reflektere, give tid til at sætte ord på, hvad det er, der tynger. Hvad ensomheden betyder for den pågældende.

Hvad kan vi gøre for at hjælpe de ensomme?

Jeg vil arbejde for, at der oprettes et team i Lolland Kommune, som arbejder med dette. Det skal være fagpersoner, som eksempelvis en psykolog, en pædagog, en socialpædagog eller lignende.

Jeg vil arbejde for, der kommer endnu mere fokus på det at være besøgsven for andre. Besøgsvenner, som kan tale med en ensom, tilbyde at tage med til arrangementer, så man ikke skal tage af sted alene, hjælpe i de situationer, hvor det er svært, og hvor muligheden ikke ligger lige for en selv.

De unge skal have hjælp til at komme ud i livet igen, deltage i arrangementer, gå til sport, få et fritidsarbejde eller lignende. Det vigtige er, at de får hjælp til igen at føle sig som en del af samfundet. Det kan være ved hjælp af en voksen eller en ung på samme alder, som netop ved, hvad det betyder at have venner, at komme ud og være sammen med andre.

Der skal oprettes en ensomhedstelefon, som alle kan ringe ind til. Det kan være dem, der selv er ramt af ensomhed, som blot har brug for en at tale med, at høre et andet menneske, der lytter, der spørger ind til, hvordan det går. Det kan være naboen, vennen eller veninden, barnet eller forælderen som bekymret ringer på vegne af en tæt på. At de har set, hvordan livet har ændret sig, for den man kender. At man ikke længere deltager i noget, ikke længere går rundt i haven, ikke længere ses i trappeopgangen for at skulle ud og handle eller ikke længere dukker op til de sociale aktiviteter, som man har deltaget i sammen. Men hvor man er i tvivl om, hvordan man griber situationen an.

Vi må gerne bekymre os om hinanden. Vi må gerne række en hånd ud til dem, der ser ud til at have det svært.

Hvorfor skal vi gøre noget?

Behøver vi gøre noget? Er det ikke lige meget, hvis nogen ønsker at være sig selv, så skal de vel have lov til det?

Jeg er enig i, at nogle bevidst vælger at være sig selv. Vi har ikke alle de samme sociale behov. Men som nævnt i mit indlæg, så findes ensomhed i flere former, og nogle er måske nok socialt aktive men føler sig alligevel ensomme. Og denne ensomhed påvirker selvværdet og trivslen. På sigt kan det betyde isolation, at vi burer os inde og ikke ønsker at tale med andre. Det kan føre til, at vi mister vores arbejde og dermed ender på overførselsindkomst, at vi bliver syge eller på anden måde påvirkes i det daglige.

Derfor mener jeg, at vi er nødt til at gøre noget. Vi skal sikre os, at de borgere, som ufrivilligt føler sig ensomme får hjælp til igen at komme ud i verden, få kontakt til andre, være sociale, så de får deres trivsel og velbefindende tilbage.

For social- og sundhedspersonalet (SOSU), som bliver kaldt ud til borgere, med forventningen om, at borgeren skal på toilettet, hvor det så viser sig i nogle tilfælde, at det rent faktisk er, fordi borgeren føler sig ensom, og i stedet har brug for at se og/eller tale med et andet menneske. Den tid, som SOSU må tage ud af en i forvejen stramt planlagt arbejdsplan, får betydning for de øvrige borgere samt SOSU, der nu har mindre tid til øvrige besøg. Hvis vi kan minimere disse besøg hos borgerne, så SOSU kan varetage de planlagte opgaver, højner trivslen hos såvel borgeren, der ikke længere føler sig ensom, hos SOSU, der når sit arbejde ude at føle sig presset, og hos de øvrige borgere, som får en glad SOSU på besøg.

Jeg vil i hvert fald arbejde for, at alle borgere i Lolland Kommune har en livsglæde og trivsel, som gør, at de hver dag glæder sig til at stå op og være glad for livet.