Annonce
Debat

Spoiler: Poolhusene i Marielyst er kommet for at blive

Først og fremmest en advarsel: Dette indlæg er kedeligt. Det handler nemlig primært om noget så tørt som de juridiske aspekter af poolhussagen i Marielyst. For om man vil det eller ej, så er det juraens regler, der er afgørende for sagens endelige udfald.

Og vi må indse, at poolhusene er kommet for at blive. De juridiske betingelser for at gennemføre det, man i fagsprog kalder en fysisk lovliggørelse – altså nedrivning – er nemlig ikke til stede.

Planklagenævnet fandt, at poolhusene ikke passede ind i definitionen af et feriecenter. Men faktum er, at hele området, dvs. også omfattende de oprindelige huse, siden 2008 ikke har levet op til definitionen af et feriecenter – og at poolhusene opfylder alle øvrige krav til den gældende lokalplan. I valget mellem fysisk og retlig lovliggørelse gælder, at der skal meget tungtvejende grunde til at nedrive store byggeprojekter, da der altid vil være et enormt samfundsmæssigt værdispild forbundet hermed. I denne sag er sådanne tungtvejende grunde ikke til stede, hvorfor en afgørelse om nedrivning vil fremstå disproportional og dermed i strid med de forvaltningsretlige regler.

Derfor fremstår det også både useriøst og højst besynderligt, at både Socialdemokratiet og øvrige venstrefløjspartier nu har meddelt, at de efter kommunalvalget vil stemme for nedrivning. Dels fordi det vil være en uhørt behandling af en bygherre og af de ejere, der har erhvervet sig de nye huse i tiltro til en klar myndighedstilladelse. Dels fordi disse partier burde vide, at byrådet i denne type afgørelsessager agerer som kommunens øverste forvaltningsorgan. Med andre ord er byrådet underlagt en pligt til at afgøre sådanne sager i overensstemmelse med juraens, herunder navnlig forvaltningsrettens, regler. Men det er der øjensynligt en stor del af byrådets medlemmer, der er enten uvidende om eller ligeglade med, hvilket mildt sagt ikke forekommer betryggende for retssikkerheden.

Lad mig beskrive det scenarie, der vil udspille sig, hvis venstrefløjspartierne efter KV21 får flertal, og herefter træffer afgørelse om, at poolhusene skal nedrives: Efter byrådets afgørelse om nedrivning, vil sagen overgå til årelang og enormt ressourcekrævende behandling ved først klagenævn og dernæst domstolene.

Det er på ingen måde urealistisk, at sagen først vil være endelig afgjort efter 4-5 år, hvilket vil være en opslidende og trist proces for alle involverede parter. Vigtigst af alt vil byrådets beslutning om nedrivning med overordentlig stor sandsynlighed blive underkendt som ugyldig, idet den strider mod forvaltningsrettens regler.

Alt i alt vil et sådant forløb blive en pinlig og beskæmmende affære for Guldborgsund Kommune. Dernæst kommer de ulykkelige konsekvenser for involverede parter, navnlig de sagesløse borgere, der i tiltro til kommunens tilladelse købte deres drømmesommerhuse.

Endelig må vi ikke forglemme de skadegørende virkninger for det lokale erhvervsliv. For hvilken erhvervsdrivende har lyst til at etablere sig i en kommune, hvor byrådspolitikerne tilsyneladende ser stort på juridiske regler - og efter forgodtbefindende og i strid med juridisk vejledning fra kommunens eksterne advokater – trækker udstedte myndighedstilladelser tilbage? En afgørelse om nedrivning vil dermed være ødelæggende for kommunens evne til at tiltrække og fastholde erhvervsdrivende – og det vil betyde færre skattekroner til vores alle sammens velfærd.

Der skal ikke herske tvivl om, at jeg finder hele denne sag både ærgerlig og pinlig for Guldborgsund Kommune. Det er mildest talt utilfredsstillende, at forvaltningen kunne udstede en byggetilladelse, der ikke tog højde for, at lokalplanen i årevis havde været forældet og stridende imod de gældende forhold. Og det er mig ubegribeligt, hvordan forvaltningens eksperter ikke allerede tilbage i 2008 indså, at lokalplanen skulle opdateres. For efter Dansk Folkeferies frasalg af de oprindelige huse, levede området ikke længere op til definitionen af et feriecenter. Og allerede dengang var et stort byggeprojekt på de pågældende grunde planlagt. I de kontrakter, Dansk Folkeferie anvendte ved frasalg af de oprindelige huse, fremgik nemlig en klausul, hvori de nye ejere accepterede et byggeprojekt, der arealmæssigt oversteg de nu opførte poolhuse.

Som medlem af Venstre og uddannet jurist bekender jeg mig i allerhøjeste grad til retsstaten, hvilket også betyder, at jeg tager sager om det offentliges overgreb på borgeres rettigheder særdeles alvorligt. Og med de graverende sagsbehandlingsfejl, der er begået, er der ingen tvivl om denne sags alvor.

Men omvendt kunne jeg ikke drømme om at kræve husene nedrevet. Heller ikke selvom der formentlig er stemmer i et sådant synspunkt. For jeg har erkendt, at denne sag nu er juridisk og må afgøres i overensstemmelse med gældende lov. Sådan er det nu engang i en retsstat, hvilket er forudsætningen for et velfungerende og retfærdigt demokrati.

Så lad os nu komme videre og i stedet fokusere på de politiske tiltag, der skal sikre, at en lignende sag aldrig ser sin oprindelse i Guldborgsund Kommune. Alle gældende lokalplaner skal efterses, navnlig i forbindelse med udstedelse af nye byggetilladelser, og så skal vi udpege særskilte områder for større sommerhuse, så vi sikrer bevarelse af områder med mindre sommerhuse.

Det er noget af det, jeg vil arbejde for, hvis jeg er så heldig at blive valgt til byrådet. For vi skal lære af vores erfaringer, men dernæst se fremad, så vi sammen kan gøre Guldborgsund til et endnu bedre sted at bo og bosætte sig i.

Ditte Rust

Byråds- og regionskandidat for Venstre i Guldborgsund

Annonce
Annonce
Annonce
112

Tredje gang: Narkopåvirket bilist mistede bilen

Dølle

Bo er ny leverandør af Dølle-pølsen: - Jeg går ikke på kompromis med kvaliteten

112

Eftersøgt i knivstikker-sag er stadig på fri fod

Vejret

Weekenden bringer lunt forårsvejr til Danmark

Vejret

Vintrene på Lolland-Falster vil blive op til 30 procent vådere

Indland

Store bededag markeres med lukkede skoler og fri til ansatte

Guldborgsund

Kørte med tog ind i Ukraine: - Man mærker mest krigens nærvær på stemningen

Guldborgsund

Nu igen: Vej bukker under for vand

Lolland

Her holder børnene fri store bededag

Indland

28-årig røver Rema 1000 med økse og går på bodega

Indland

Mand er faldet fra kran under arbejde i København

Sport

Bombe i Nordfalster - cheftræner færdig til sommer

Guldborgsund

Møder stor kritik: - Generelt virker det farligt

Guldborgsund

Hvad skal vi grine af til sommer? Revyfolk kæmper med teksterne

Vejret

Vågnede op til haglvejr - men forude venter 23 grader

Annonce
Annonce
112

Bragede sammen: 23-årig kvinde kørt på sygehuset

Lolland

Dinosaur-lorte under lup: Evolutionsmuseet udstiller forstenede fækalier

Indland

Medicinrådet anbefaler medicin til behandling af uhelbredelig brystkræft

112

Område ved fjord afspærret efter fund i vandet

Lolland

Øget med millioner: Christen bag stor fremgang

Sport

Skuffet Wulff efter nederlag: - Fatter slet ikke at vi kan tabe den kamp

Maribo

Flytter butik væk fra Rødby: Men åbner i Maribo