Andre tjenester
Vi har observeret, at du har installeret en adblocker. Vi kan derfor ikke vise dig vores annoncer. Det er vi rigtig kede af, da indtægterne fra annonceringen er med til at vi på daglig basis kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.
Vi håber derfor, at du i din adblocker, vil tillade visning af annoncer fra folketidende.dk. Selvom du tilføjer folketidende.dk, vil du stadig undgå reklamer fra andre sites.
Klik på dit adblock ikon i browseren. Tilføj domænet folketidende.dk under tilladte domæner. Næste gang du besøger os vil reklamerne kunne vises.
Tak for hjælpen og god læselyst!
Lolland-Falsters Folketidende
Projektet "Danmark redder liv" skal sikre, at endnu flere borgere i regionen overlever hjertestop.
LOLLAND-FALSTER Flere borgere på Lolland-Falster og i hele Region Sjælland skal nu uddannes til at kunne redde liv.
Det er målet for projektet "Danmark redder liv", der i denne tid rulles mere og mere ud i offentligheden - og som skal sikre, at endnu flere personer overlever hjertestop.
- For os handler det om, at vi i Danmark er gode til at yde førstehjælp og har bevågenhed på det område. Og det er vi efter et langt stræk. Det nye er, at vi nu kan kombinere den nyeste teknologi med førstehjælpen og dermed arbejde med det frivillige aspekt på en ny og meget effektiv måde, fortæller generalsekretær Klaus Nørlem fra Dansk Folkehjælp.
Hjælpeorganisationen er en af aktørerne i "Danmark redder liv", der i første omgang skal udbredes i Region Sjælland og Region Syddanmark - og med økonomisk støtte fra de to regioner samt Østifterne.
- Selve teknologien er udviklet af ildsjæle fra Langelands Hjertestarterforening, der var drevet af at gøre indsatsen mest mulig effektiv. Og i dag er systemet helt gennemtestet under navnet FirstAED, siger Klaus Nørlem.
Teknologien gør, at når alarmcentralen modtager opkald om et hjertestop, så sendes der via en app på mobiltelefonen besked ud til de geografisk nærmeste borgere, der er tilmeldt projektet og har den fornødne førstehjælperuddannelse.
Systemet udvælger tre af førstehjælperne, der får adresse og rutevejledning til hændelsesstedet samt rollefordeling tilsendt på telefonen. En skal søge direkte mod hændelsesstedet, en skal afhente nærmest tilgængelige hjertestarter, og den tredje førstehjælper skal assistere de to andre. Det hele koordineret af teknologien.
- Det her handler om, at vi skal have højnet overlevelsen efter hjertestop her i regionen. Og det er en gave at få frivillige med til denne opgave, samtidig med at teknologien nu også kan udnyttes fuldt ud. Dette skal ikke erstatte det almindelige beredskab. Det skal være et supplement til beredskabet, fordi vi ved, at tid er en helt afgørende faktor i forbindelse med hjertestop. Og her kan borgere, der er tæt på en person med hjertestop, være med til at gøre en forskel, indtil ambulancen når frem, fortæller Benny Jørgensen, præhospital direktør i Region Sjælland.
Nu er teknologien helt på plads - og det er nu, at de frivillige førstehjælpere skal findes og uddannes blandt frivillige borgere. Målet er inden for få måneder at have hvervet 2.000 frivillige i regionen og på Lolland-Falster at have skabt 20 såkaldte klynger rundt om, hvor grupper af borgere går sammen om at blive uddannet til førstehjælpere.
På Langeland har man flere års erfaring i, at frivillige akuthjælpere træder til, når alarmen lyder - og i 94 procent af tilfældene er en frivillig førstehjælper fremme før ambulancen på Langeland.
En af de frivillige er Henrik Bønnelykke fra Rudkøbing, der i 2010 blev såkaldt akuthjælper som blot 16-årig.
- Jeg var faktisk så ung, at en af mine forældre skulle uddannes sammen med mig. Så min mor og jeg blev akuthjælpere på Langeland. Dengang var teknologien ikke så udviklet som i dag, så de første år var det begrænset, hvor meget vi blev kaldt ud. Men efter FirstAED er kommet til, så er der bud efter os. Nogle gange er jeg fremme som den første, andre gange som hjælper. Og jeg har fire gange været med til at sikre, at en person overlevede hjertestop. Og det gør noget ved en at være med til at hjælpe andre. Det betyder noget.
- Men der kan også være hårde ture iblandt, det skal man være forberedt på. Men vi er gode til at tale om tingene bagefter, og vi får også god støtte fra centralt hold. Det giver en god tryghed, fortæller Henrik Bønnelykke, der er studerende og snart søger ind på uddannelsen som ambulanceredder.
Forleden blev der sat fokus på "Danmark redder liv" under en øvelse i Vordingborg - og her deltog regionsformand Heino Knudsen (S) som førstehjælper.
- Tiden er afgørende, når det gælder hjertestop. Der skal ydes hjælp inden for få minutter, så det gælder om, at flest mulige kan træde til med førstehjælp. Og man får som frivillig førstehjælper et grundigt kursus, så man ved, hvad der skal gøres. Og i forhold til eksempelvis en hjertestarter, så guides man igennem med info undervejs, fortæller Heino Knudsen.
I nær fremtid skal hele regionsrådet også på førstehjælperkursus og vil på den måde være med til at gå forrest for at udbrede "Danmark redder liv".
- Det giver tryghed, at man kan hjælpe. Og det giver et særligt sammenhold at være sammen om at kunne hjælpe. Det giver fællesskabet en ekstra dimension. Jeg håber, at projektet vil brede sig som en folkebevægelse, siger Heino Knudsen.
KOMMENTARER