cookie-og-privatlivspolitik
På et pressemøde i formiddags annoncerede transportminister Benny Engelbrecht, at byggeriet af Femern-forbindelsen sættes i gang.

2

Billeder

På et pressemøde i formiddags annoncerede transportminister Benny Engelbrecht, at byggeriet af Femern-forbindelsen sættes i gang.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Femern

Femern-jubel på Lolland

Udsigten til tusindvis af lokale arbejdspladser skaber glæde.




24. april 2020 kl. 13:05 Af David Arnholm

Annonce

FEMERN BÆLT Fredag blev der skrevet danmarkshistorie, da forligskredsen bag Femern-forbindelsen annoncerede, at det er besluttet at ivæksætte byggeriet af den faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland.

Nyheden blev annonceret på et pressemøde i Transportministeriet, hvor transportminister Benny Engelbrecht (S) var flankeret af transportordførerne fra De Konservative, Venstre og Liberal Alliance - af logistiske årsager var ordførerne fra SF, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre ikke til stede, men de står også bag aftalen.

- Femern Bælt-forbindelsen vil skabe store og vigtige samfundsøkonomiske gevinster for Danmark og resten af Europa, fastslog Benny Engelbrecht.

- Det er en stor dag for Danmark og for Lolland, og det er en stor glæde, vi kan få spaden i jorden, supplerede De Konservatives transportordfører, Niels Flemming Hansen.

- Det er en god dag, lød det fra Liberal Alliances Ole Birk Olesen, som tilføjede:

- Vi ved med 100 procent sikkerhed, det er til gavn for samfundet.

Og samme melding kom fra Venstres Kristian Pihl Lorentzen:

- Jeg tror, rigtig mange danskere glæder sig til nogle gode nyheder i disse corona-tider. Og det er lige nøjagtig, hvad vi har i dag. Det har været et langstrakt projekt, men nu er vi der, hvor vi igangsætter anlægsarbejdet.

Det er projekter for 28 milliarder kroner, der bliver sat i gang. Den samlede pris anslås til at være knap 58 milliarder kroner, og den bliver betalt af brugerne af forbindelsen på samme måde, som Storebælt- og Øresundsforbindelsen finansieres.

Da renten er lav i øjeblikket, kan der optages mere fordelagtige lån, men det vides endnu ikke, hvad det betyder for den samlede pris. Ministeren oplyser dog, at tilbagebetalingen af danmarkshistoriens største anlægsprojekt vil tage 36 år.

Politikerne understregede også, at økonomien er solid, og hæftede sig blandt andet ved, at tunnellen og de tilhørende landanlæg giver bedre togforbindelser, som vil mindske CO2-udslippet. Og at forbindelsen mindsker afstanden mellem landene.

- Den betyder, at vi kan forkorte rejsetiden med en time i bil og op til to timer med tog mellem København og Hamborg. Det får afgørende betydning for de danskere, der rejser på den strækning. Vi kommer hurtigere frem, sagde Benny Engelbrecht.

Her og nu - og frem mod den forventede åbning i 2029 - handler det dog for Lolland-Falster først og fremmest om de mange arbejdspladser, byggeriet skaber. Det er også dem, Lolland Kommunes borgmester, Holger Schou Rasmussen (S), har fokus på.

- For Lolland-Falster betyder det, vi får en stor arbejdsplads, der holder hånden under Lolland-Falster de kommende år, hvor det ser ud, som om der kommer recession. Jeg ser ind i en situation, hvor vi kan indsætte endnu mere dansk arbejdskraft, og det kan få betydning for bosætningen. Der er mulighed for at arbejde her de næste 10 år, siger han og fastslår, at dagens nyhed er en af fire milepæle i projektet.

Den første var underskrivelsen af statstraktaten i 2006. Den anden, da man i 2010 besluttede, at forbindelsen skal bygges i Rødbyhavn. Den tredje er dagens beslutning, og den fjerde bliver åbningen, der formentlig vil finde sted i 2029.

Holger Schou Rasmussen mener, at beslutningen kommer lige på det rette tidspunkt.

- Det bedste er, at det kommer, når der er lavkonjunktur, ikke når der er højkonjunktur, siger han og tilføjer, at den igangværende corona-pandemi måske kan betyde, at andelen af danskere på byggepladsen vil blive højere, da udlændinge i øjeblikket kan have sværere ved at krydse grænsen.

Og for ham er det intet problem, at byggeperioden forlænges, så tunnellen nu først ventes at åbne medio 2029.

- Jeg ville ønske, der var de 6.000 arbejdspladser de næste 100 år! siger han og tilføjer, at elementfabrikkerne meget gerne må bruges, hvis der skal bygges en kattegatforbindelse.

- Kommer den, så er de næsten forpligtet til at bygge her, mener han.



KOMMENTARER

Her kan du skrive en kommentar og deltage i debatten. Den må gerne være livlig og skarp, men hold dig til emnet og skriv med respekt for andre og i en god tone. Redaktionen forholder sig retten til at slette indlæg, der ikke lever op til vores retningslinjer, som du kan læse her.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Modtag nyheder hver dag kl. 12

Se eksempel på tidligere nyhedsbrev her

Læserbreve

AF: BJØRN BOESKOV

Svaret blæser i vinden 27. maj 2020 kl. 19.04

AF: JOHN WENNERWALD

Snot for sig og skæg for sig 24. maj 2020 kl. 22.47

AF: JOAN GERTI KRAGH

Grøn Genstart,… 18. maj 2020 kl. 12.53

AF: JOHN WENNERWALD

Skeletterne vælter ud af skabet 17. maj 2020 kl. 20.59

Annonce