Krimiforfatter om bestialske mord: Folk tror jeg er skør

Det er bestialske mord, der bliver begået i den svenske bestsellerforfatter Camilla Grebes nye krimi, "Skyggejægeren".

I romanen, som i forrige uge udkom på dansk, jagter politiet igennem flere årtier en seriemorder, som myrder unge kvinder, der bor alene med deres små børn.

Kvinderne bliver fundet dræbt på gulvet i deres lejligheder - alle i samme positur.

Armene er strakt ud til siden, hænderne er naglet fast til gulvet med søm, og som kronen på værket har morderen stukket et husholdningsredskab ned i halsen på sit offer. For eksempel en toiletbørste.

Camilla Grebe kan godt selv høre det.

- Jeg forstår godt, at mange tror, at jeg er skør, siger hun og griner.

Men der er en grund til, at kvinderne skulle myrdes på den måde, forklarer hun.

- At morderen sømmer kvinderne fast til gulvet, er en metafor for, at han prøver at holde kvinder under kontrol og holde dem i hjemmet. Han stopper ting i munden på dem for at få dem til at holde kæft. Det handler i bund og grund om at holde kvinder på deres plads, forklarer hun.

Netop det tema - kvinders plads i hjemmet kontra på arbejdspladsen - er centralt i "Skyggejægeren", som er Camilla Grebes fjerde soloroman, efter hun stoppede samarbejdet med sin søster, Åsa Träff.

De seneste år har 52-årige Grebe markeret sig som en af Sveriges helt store krimiforfattere.

Hendes bøger har toppet bestsellerlisterne og er blevet solgt til udgivelse i mere end 20 lande, og i 2018 vandt hendes roman "Husdyret" den fornemme pris Glasnøglen, som uddeles til årets bedste skandinaviske krimi.

"Skyggejægeren" er kåret som Årets Svenske Krimi 2019 af Det Svenske Krimiakademi.

I romanen følger man tre kvindelige politibetjente i hvert deres årti: Britt-Marie i 1970'erne, Hanne i 1980'erne og Malin i nutiden.

Alle tre kvinder jagter seriemorderen og forsøger at opklare de makabre mord, samtidig med at de kæmper for at blive respekteret i politikorpset på lige fod med deres mandlige kolleger.

Idéen til romanen opstod, da Camilla Grebe læste forfatter Michelle McNamaras bog "Jeg forsvinder i mørket", som beskriver jagten på den californiske seriemorder The Golden State Killer, som voldtog og dræbte kvinder i 70'erne og 80'erne.

- Jeg synes, at det kunne være interessant at skrive om en forbrydelse, som tog rigtig lang tid at opklare. På den måde ville jeg også få mulighed for at beskrive, hvordan samfundet har ændret sig igennem flere årtier.

- Jeg begyndte at researche og ved at læse gamle bøger og artikler, fandt jeg hurtigt ud af, at kvinder i det svenske politi har haft rigtig mange problemer i årenes løb. Især i de første år efter det blev tilladt for kvinder at være i korpset, fortæller Camilla Grebe.

I sin researchfase brugte hun adskillige timer i kælderen på Sveriges nationalbibliotek i Stockholm, hvor hun læste mere eller mindre absurde artikler om, hvorfor man før i tiden mente, at kvinder ikke var egnet til at være i politiet.

- Rationalet var blandt andet, at hvis en kvindelig betjent kom gående på gaden med en mandlig kollega, og de så en forbrydelse, så skulle den mandlige betjent jo først beskytte sin kvindelige kollega, før han kunne gribe ind over for forbryderne.

- Og hvad nu hvis en mandlig betjent kom kørende i en politibil med en kvindelig kollega på passagersædet, og han pludselig blev distraheret af, hvor smuk hun var, så de kørte galt?

- Der stod så mange dumme ting, som folk dengang tænkte, var helt naturlige, siger hun.

I forbindelse med sin research interviewede Camilla Grebe også tre kvindelige politibetjente fra forskellige generationer. En kvinde i 40'erne, en på knap 60 og en på 76.

- Det interessante var, at kvinden på 76 år sagde, at hun ikke havde oplevet så mange problemer med at være kvinde i politiet. Godt nok havde ingen lyst til at arbejde sammen med hende, men hun syntes, at det var et fint job, og at hun havde det godt.

- Men jo mere, jeg talte med hende, jo mere forstod jeg, at hun og de andre kvinder havde rigtig mange problemer. Det virkede bare naturligt for dem, at sådan var det. Så jeg begyndte at forstå, at det tager rigtig mange år, før man kan se problemerne udefra. Når man står midt i det, virker de ikke som problemer, siger hun.

Det er generelt kendetegnende for Camilla Grebes romaner, at de foruden et gennemgående krimiplot rummer et lag af samfundskommentar.

I hendes roman "Husdyret" fra 2017 er det overordnede tema fremmedhad, mens det i "Dvale" fra 2019 er sociale medier.

- Jeg har ikke nødvendigvis en politisk agenda, når jeg skriver, men jeg synes, at en krimi bliver mere interessant, hvis den rummer mere end bare krimiplottet i sig selv. Derfor arbejder jeg altid med et tema.

- Jeg skriver også mere realistiske kriminalromaner end nogle af mine kolleger, fordi jeg gerne vil kommentere på det samfund, vi lever i. Og det er svært, hvis plottet er alt for langt fra virkeligheden, siger hun.

Selv om synet på kvinder på arbejdsmarkedet - både generelt og i politiet - har ændret sig meget de seneste årtier, synes Camilla Grebe stadig, at det er et vigtigt tema i 2020.

- Jeg tror, at det er virkelig vigtigt at huske, hvordan det har været, og hvordan kvinder er blevet behandlet førhen. Men når det er sagt, er min generelle hypotese i romanen, at mennesker udøver magt over andre, lige meget om de er kvinder eller mænd.

- I slutningen af bogen møder man en politichef, som behandler en af sine underordnede dårligt, selv om de begge er kvinder. Så det handler ikke om, at mænd er nogle svin. Jeg er optaget af, hvordan vi alle udøver magt over hinanden. Det handler mere om den menneskelige natur end om mænd og kvinder, siger hun.