Toves værelse - Paprikas triumf

TEATERANMELDELSE "Toves værelse" handler om forfatteren Tove Ditlevsens sidste kærlighed - i hendes turbulente ægteskab med Ekstra Bladets chefredaktør Victor Andreasen.

Men det er Paprika Steen, der stjæler opmærksomheden. Neurotisk, fræk, selvudleverende, elskelig, nedbrudt, hjælpeløs - Paprika kan det hele. Jakob Weis' frie dramatisering af det stormfulde ægteskab mellem Ditlevsen og Andreasen bliver Paprika Steens triumf. Hun er simpelthen formidabel som den martrede Tove Ditlevsen.

Tæt fulgt af Lars Brygmann, som formår at vise "Vrisne Victors" dobbelthed. Som manden, der var vildt forelsket i Tove Ditlevsen, men som samtidig nedgjorde hende på det grusomste. Som formåede at få hende ud af narkomanien, men som til slut var med til at skubbe Tove Ditlevsen ud over kanten og ind i selvmordet i 1976.

Roses skal også Kasper Leisner som Klaus Rifbjerg, der bliver det sagesløse offer for en række ydmygelser fra såvel Tove Ditlevsen som fra Victor Andreasen. Men som af hjertet forsøger at hjælpe Tove Ditlevsen ud af hendes selvhad og deraf følgende spiritusmisbrug.

Vi møder trekløveret første gang i 1963, umiddelbart efter at Tove Ditlevsen har udgivet novellesamlingen "Den onde lykke". Ægteskabet med Victor Andreasen knirker ikke, det minder til forveksling om en krig, hvor begge parter nådesløst bekriger hinanden verbalt.

Hun søger lindring i spiritus og narkotika, mens han stiver sit ego af med unge elskerinder. Kulminerende med et forhold til Tove Ditlevsens datter fra et tidligere ægteskab. På denne kampplads kommer Klaus Rifbjerg ind og skiftevis fascineres og væmmes ved den ægteskabelige krig og dens brutalitet.

I andet akt er vi fremme i 1975, hvor Tove Ditlevsen er blevet indlagt på et psykiatrisk hospital. Hun har netop skrevet romanen "Vilhelms værelse", som beskriver det turbulente ægteskab med Victor Andreasen. Hun får ham til at læse romanen, inden den bliver udgivet.

Han begejstres, men slutter af med at anføre, at romanen mangler en logisk slutning. Nemlig at forfatteren begår selvmord. Det gør den kvindelige forfatter så året efter i marts 1976.

"Toves værelse" er ikke den sande historie om Tove Ditlevsen og hendes sidste år. Det er en fri fortolkning af begivenhederne, der førte frem til hendes selvmord. Men med så mange genkendelige nedslag undervejs, som gør teaterstykket til en oplevelse helt ude på stolekanten.

Jakob Weis har haft lange samtaler med Klaus Rifbjerg, inden dennes død, og Rifbjerg nåede faktisk at læse manuskriptet inden sin død.

På film ville der stå "Inspireret af virkelige begivenheder" på forteksterne, og der er ingen tvivl om, at "Toves værelse" har ladet sig inspirere af virkeligheden. Hvilket gør stykket til en voldsom oplevelse, med et sprog, som overskrider, hvad man ellers ser på de danske teatre. Men som føles relevant og nødvendigt i denne sammenhænge.

"Toves værelse" ligger i sin genre tæt op ad Edward Albees "Hvem er bange for Virginia Woolf" og Tennessee Williams' "Kat på et varmt bliktag". Begge er filmatiseret med Elizabeth Taylor i de kvindelige hovedroller som henholdsvis Martha og Maggie. Og hun gør det som bekendt strålende.

Det gør Paprika Steen også i "Toves værelse". Også selv om hun efterhånden har et huld, som en stiknarkoman ikke ville besidde. Men det er en mindre detalje i en præstation, som aftvinger respekt. Mens vi sidder i teatret, tror vi på, at det er den martrede Tove Ditlevsen, vi har foran os.

"Toves værelse" er og bliver Paprika Steens store triumf.