Store dele af Sydfalster var sent torsdag aften uden vand i noget tid.
Sydfalster Vandværk, som forsyner det meste af Sydfalster med rent drikkevand, havde sent torsdag aften problemer med vandforsyningen.
På Facebook rapporterede borgere fra flere forskellige steder i området, at de ikke havde noget vand.
Fredag morgen fortæller driftsleder Jan Hass Nielsen fra Sydfalster Vandværk, at det var et bundstop på værket, der drillede, og det betød, at pumperne var blevet slukket.
- Så de skulle lige genstartes. Det skete omkring midnat, og der gik vel en times tid, før det var oppe at køre igen, forklarer han.
Fredag morgen skulle vandforsyningen atter være normal i området.