"Man ser op til os": De danske værdier er i høj kurs i inflationsramte Argentina

Af Marianne Gaarden

- Jeg kan slet ikke forestille mig, at kirken blev sat til salg, siger Christina Bisp og peger på Den Danske Kirke i Necochea, en havneby i den sydvestlige del af Buenos Aires-provinsen i Argentina.

Christina Bisp er i begyndelsen af 40'erne, tredjegenerationsindvandrer i Argentina og taler flydende dansk. Hun er engageret i kirken og er medlem af menighedsrådet.

- Jeg spørger nogle gange mine venner, om de ville bryde sig om, hvis der en dag kom et Til Salg-skilt op i kirken, fortæller hun.

På min rejse rundt i Argentina møder jeg Christina Bisp og Gabriel Rodrigues, der begge er efterkommere af danske indvandrere.

Hun er fra den danske menighed i Necochea, han er fra Tandil. Gabriel Rodrigues' danske er lidt mere usikkert, men han har heller aldrig været i Danmark. Ikke desto mindre underviser han i dansk i kirken.

Christina og Gabriel er efterkommere af nogle af de cirka 13.000 danske indvandrere, der kom til Argentina i perioden fra omkring 1850 og frem til mellemkrigstiden, cirka år 1930.

Hovedparten af de danske indvandrere var rundet af den grundtvigske tradition, hvor kirke og kultur er vævet sammen.

For disse danskere var det naturligt i det multikulturelle Argentina at indrette små danske minisamfund, hvor de talte dansk. De etablerede danske kirker, hvor indvandrerne kunne praktisere deres kristne tro på samme måde, som man havde gjort hjemme i Danmark.

De danske kirker ejede og drev også danske skoler, plejehjem, idrætsforeninger og danske klubber, hvor hjemlandets traditioner blev videreført. Mange af de danske indvandreres børn lærte først at tale spansk, da de kom i skole.

Syd for Buenos Aires ligger et frugtbart landbrugsområde mellem de tre byer, Necochea, Tres Arroyos og Tandil. I alle tre byer er der danske menigheder, som er stolte over at være en del af organisationen Danske Sømands- og Udlandskirker.

I disse byer taler man det, de lokale argentinerne kalder "tandilsk". Det er spansk med en udpræget lollandsk accent. Det har sine historiske grunde.

Den første dansker i Argentina, Hans Fugl, kom fra Horslunde på Lolland. Han kom til Argentina i 1844. I 1849 slog han sig ned i byen Tandil, lærte sig spansk, blev integreret i byen og kom til at spille en helt afgørende rolle for byens udvikling.

Han vendte tilbage til Lolland i 1858, hvorefter 20 mennesker fra Lolland og Møn fulgte med ham tilbage til Tandil. Det blev første skridt til en danskerkoloni i Argentina. Det er givetvis derfor, at man i dag mere end 150 år senere og mere end 12.000 kilometer fra Danmark kan høre noget, der minder lidt om lollandsk, blot med spanske ord.

I mine øjne er det interessant, at man kan føle sig som dansker uden at kunne tale sproget. Men for en dansk-argentiner er det ikke primært det danske sprog, der definerer, om man er dansk - det er i langt højere grad den danske mentalitet og de danske værdier. Den dag i dag er der en stærk nationalfølelse og stolthed over at være dansk-argentiner.

En vigtig forudsætning for at forstå de danske indvandrere og deres efterkommeres stærke tilknytning til Danmark ligger i den helt store forskel på den etniske sammensætning i henholdsvis Argentina og i Danmark.

I Danmark kan ens forfædre komme fra for eksempel Lolland, Falster eller Jylland, men uanset hvad er man dansker, for vi har en forholdsvis etnisk homogen sammensætning af befolkningen i Danmark.

Anderledes er det i Argentina, der en smeltedigel af alle mulige nationaliteter. Man er ikke bare argentiner, man er eksempelvis italiensk-argentiner, baskisk-argentiner eller dansk-argentiner, og dermed definerer forfædrenes nationalitet ens egen identitet og værdier.

Hvad er det så for nogle, disse særlige danske værdier, som dansk-argentinerne identificerer sig med? Det er blandt andet høj arbejdsmoral, punktlighed i aftaler og respekt for andre menneskers tid og ressourcer. Dansk-argentinerne betragtes ikke som korrupte, og de betaler gerne deres skat.

Dette skal ses i lyset af, at korruption er udpræget i Argentina, hvor 50 procent af arbejdsmarkedet udgøres af sort arbejde. Argentina lever med ustabile politiske og økonomiske forhold, hvor den argentinske valuta hele tiden devalueres på grund af en inflation.

Sidste år udgjorde inflationen cirka 50 procent. Det betyder, at allerede inden man er kommet hjem fra banken, har de penge, man hævede, mistet værdi.

På grund af den høje inflation bliver et medlemsbidrag til den danske kirke i Tres Arroyos udmålt i kornpriserne. Et medlemskab koster 200 kilo hvede per medlem.

Selv om menukortet i restauranten i Det Danske Hus kun er et par måneder gammelt, så er der sat adskillige klistermærker oven på priserne, fordi de allerede er steget flere gange.

De værdier, der forbindes med at være dansk-argentiner, er derfor eftertragtede og værdsættes i det argentinske samfund.

- Man ser op til os, siger en ældre dame i en af menighederne.

Disse værdier forbinder dansk-argentinerne også med det kristne budskab, som de værner om i deres danske kirkesamfund. På den måde hører kirke og kultur også sammen for dem.

Da jeg mødes med fire danske menighedsråd i Argentina, spørger jeg dem, om de ikke "bare" er danske kulturklubber. Men det afviser de kategorisk med den begrundelse, at hvis de bare var danske klubber, så var det med tiden løbet ud i sandet.

- Vi har fokus på, hvorfor vi er her, lyder svaret.

Alle de øvrige aktiviteter, kirkerne har, er for at skrabe penge sammen til præsternes løn. Medlemmerne af de fire danske menighedsråd er enige om, at når der fortsat er et stærkt sammenhold og liv i de danske kirker i Argentina, så er det også på grund af formålet - at formidle det kristne budskab.

For 50 år siden blev den første rent spansktalende præst ansat ved en af de fire kirker, Tres Arroyos. Det skabte en del debat, for kunne man fortsat være en dansk kirke, når præsten kun talte spansk?

I de følgende år tabte de danske kulturelle foreninger og til dels også Den Danske Kirke terræn. Men i kirken er det vendt, fordi den unge generation er blevet bevidst om kirkens betydning for dem og for deres børn.

Og det betyder, at de yngre dansk-argentinere engagerer sig i kirkens liv, næsten i højere grad end deres forældre.

Vi mødes med Aldo Bihan, den første spansktalende præst, der kom til Tres Arroyos i 1971. Han fortæller, at gennemsnitsalderen for medlemmerne i kirken var højere dengang, end den er i dag. Nye og unge medlemmer med danske rødder har meldt sig ind i Den Danske Kirke i dag og fører den videre.

Det er yngre mennesker som Christina Bisp og Gabriel Rodrigues, der begge er omkring 40 år, der fører kirkelivet videre. Gabriel forklarer, at kirken altid har været en del af hans liv. Han er kommet i kirken siden sin barndom, ligesom hans forældre og bedsteforældre.

- Jeg kan ikke slet ikke forestille mig, at kirken ikke skulle være her, siger han.

- Jeg vil også gerne have, at mine børn kommer i kirken, og jeg vil gerne begraves fra kirken her.

Christina og Gabriel fortæller, at kirken er en del af deres rødder, deres andet hjem.

- Jeg er dansk samtidig med, at jeg også er rigtig argentiner, siger Gabriel.

De forklarer videre, at deres forældre og bedsteforældre nemt kunne få dansk statsborgerskab, hvis de ville. De skulle blot søge om det, inden de blev 19 år.

Det var helt uproblematisk, og måske netop derfor var det ikke så vigtigt for dem, men det er det for de unge. Det er ikke længere en selvfølge, at man kan blive dansk statsborger, forklarer de og siger:

- Vi er nærmest mere danske, end vores forældre og bedsteforældre var.

- Hvis vores kirke her i Necochea blev solgt, så ville vi alle reagere meget voldsomt, siger den spansktalende formand for menighedsrådet, Diego Andersen.

Han er i 30'erne og ligner en viking med et stort rødt fuldskæg.

- Vi kan ikke forestille os et liv her i byen uden Den Danske Kirke.

Måske ligner dansk-argentinerne danskerne i Danmark. Danskerne kommer i kirke i forbindelse med livets store begivenheder og ved de store højtider som jul og påske, og netop derfor er man medlem. Derudover finder store dele af danskerne ikke kirken og gudstjenesterne så vigtige.

Men forestil jer, at der blev sat et Til Salg-skilt op ved flere kirker rundt om på Lolland-Falster. Mon ikke det ville medføre et ramaskrig. De fleste danskere elsker deres kirke og kirkegårde og betragter det som noget umisteligt. Også selv om man er kulturkristen.