- Fik meget lidt tålmodighed med brok

RØDBY Da Poul Erik Knudsen som 45-årig i 1997 ankom til Bosnien med Hold 4, var alt i halvanden meters højde.

- Alt var bombet sønder og sammen efter fem års konflikt, fortæller han.

Han begyndte sin militære karriere som værnepligtig i 1973, blev sergentelev, løjtnantelev og dernæst officer. Tog arbejde i det civile som speditør, blev logistikchef og dernæst transportchef. Men trådte igen ind i Forsvaret, da muligheden for at blive udsendt meldte sig.

- Jeg havde længe tænkt, at det kunne være sjovt at blive udsendt med de danske styrker, og da jeg var blevet 45 år, tænkte jeg, at så skulle det være nu.

- Jeg har altid været nysgerrig, siger han om drivkraften.

- Og så gik min branche skidt, så jeg vidste, at jeg var i risiko for at miste mit arbejde - og man fik jo penge for at være udsendt, det var ikke noget dårligt incitament. Desuden var jeg ugift og uden forpligtelser.

- Jeg har aldrig gjort mig længere filosofiske overvejelser om at redde verden. Jeg har mere fulgt min egen lyst til at se verden, understreger han.

Da Poul Erik Knudsen på det forberedende kursus til udsendelsen fik at vide, at han skulle i efterretningstjenesten, undrede han sig lidt.

- Jeg har jo ingen erfaring med det, husker han, at han sagde.

- Du er speditør, så ved du vel, hvad alle de andre laver, husker han, at svaret lød.

Han fik til opgave at samle informationsbidder og skabe et klart billede af, hvad der foregik.

Poul Erik Knudsen holdt af at arbejde med, hvad han kalder "fantastiske kollegaer i et multinationalt sammenrend af danskere, nordmænd, svenskere og polakker".

Men det var en anden Poul Erik, der kom hjem, end ham, der tog ud.

- Jeg fik set, hvordan det ser ud, når det går galt, og hvor få grænser der kan være for folks vold og nederdrægtigheder.

- Jeg blev ikke skræmt, ikke følelsesmæssigt. Men da jeg kom hjem, havde jeg meget lidt tålmodighed med brok over småting, siger han.

- Det kunne for eksempel være min mors brok over, at avisen var blevet våd i posten.

- Jeg havde tolerance overfor folk, som ikke havde evnerne og midlerne, men direkte klynk, der røg tærsklen en del ned.

Den lavere tålmodighedstærskel blev kun yderligere cementeret af de næste fire udsendelser, som fulgte i årene efter.

I forhold til at vende hjem ser han det som en fordel, at han har boet alene.

- Jeg har ikke oplevet at komme hjem og skullet slås om pladsen ved bordet, at være blevet trængt af pladsen efter at have været udsendt.

Han kalder det også en fordel, at han mellem udsendelserne arbejdede i Forsvaret.

- Det betød, at jeg var omgivet af kollegaer, som forstod, hvad det drejede sig om. Jeg tror, at det er sværere at vende hjem til et civilt liv.

- Men mest har jeg nok klaret den ved at vælge ikke at være følelsesmæssigt påvirket.