Kæmpe sten fra von Trier

5 stjerner

FILMANMELDELSE "En film bør være som en sten i skoen", mener Lars von Trier. Underforstået; den skal irritere og skabe ubehag.

I tilfældet "The House That Jack Build", von Triers nye film, er der tale om en kæmpe sten. Som er irriterende, og som til tider kan være særdeles ubehagelig at sidde igennem. Men som samtidig belønner de publikummer, der er parat til at "arbejde" med stenen. Som vil åbne deres sind, og som først og fremmest holder ud i samfulde to timer og 35 minutter.

Mange betragter Lars von Trier som en fusentast, der gang på gang materialiserer "Kejserens nye klæder". Det er synd. Ikke for von Trier, men for alle dem som ikke vil lade sig udfordre af den danske instruktørs kunst. Og for de mange, som er direkte bange for at lade sig konfrontere med den.

"The House That Jack Build" er måske Lars von Triers mest rå film til dato. Men det er måske samtidig den mest ærlige, han har begået. Den mest selvudleverende, som konstant refererer til hans tidligere værk og til hans eget liv.

Det er historien om den superintelligente Jack, som over en periode på 12 år slår adskillige mennesker ihjel. Historien fortælles af seriemorderen Jack selv, som postulerer, at hvert enkelt mord, han begår, er et kunstværk i sig selv. Hvilket understøttes på billedsiden undervejs, hvor vi ser den excentriske pianist i verdensklasse, David Helfgott.

Vi konfronteres med nogle af verdens bedste malere. Vi stifter bekendtskab med Goethe, hører Vivaldis musik, og Jack selv optræder som Bob Dylan i D.A. Pennebakers berømte video til "Subterranean Homesick Blues", og så videre, og så videre.

Oven i købet har von Trier den frækhed at henvise til Albert Speers imposante bygninger og skitser, som han lavede for Hitler og Nazityskland. De indgår som en kras kommentar til von Triers udelukkelse i Cannes i 2011, hvor han på en pressekonference påstod, at "han forstod Adolf Hitler".

At Lars von Trier dengang blev mistolket af den samlede verdenspresse, som beredvilligt bragte forargelsen videre, var der ingen, der kerede sig om. Verden ville forarges, især over en "platugle" som Lars von Trier. Så meget desto mere modigt er det, at den danske instruktør tør kaste sig ind i et forsvar for dengang.

At Jack samtidig lider af OCD - en psykiatrisk lidelse med tvangstanker - som Trier selv lider af, er kun med til at understrege, at Jack er von Trier. En mand der gør de mest usmagelige ting, og som så oven i købet har den frækhed at kalde det kunst.

I film efter film har Lars von Trier hyldet den stærke kvinde. I "The House That Jack Build" slår han dem ihjel. På de mest bestialske måder. Til overflod ser vi sågar, hvordan Jack myrder sin egen lille familie på en jagt.

Vi følger især mordene på Lady 1, 2 og 3 samt kæresten Simple. Lady 1 møder Jack tilfældigt, da hun stopper ham for at få et lift til det nærmeste autoværksted, da hendes bil er punkteret, og hendes donkraft er i stykker.

Lady 1, som spilles af Uma Thurman, udfordrer konstant Jack med, at hun jo ikke burde køre med en fremmed. Han kunne jo vise sig at være en seriemorder. Hvad han så også gør efter en masse bavl og sniksnak fra kvindens side.

Senere bliver Jack mere og mere skødesløs i sin måde at slå ihjel på. Akkurat som von Trier ønsker at blive sin OCD kvit og dermed stoppe sin trang til at lave film, er det som om, at Jack ønsker at blive stoppet af politiet.

Slutningen skal naturligvis ikke røbes her. Selvom den ikke er nær så vigtig, som måden Lars von Trier laver film på. Der er lavet masser af film om seriemordere, men aldrig så skræmmende som denne.

Jeg tror, det beror på von Triers evner til at skabe realisme i sin måde at filme på. Her er ikke sofistikerede skudvinkler, drab i blødt lys og andre koreograferede måder at dø på. Ting, som er med til at gøre drabene til underholdning - især i amerikanske film.

Lars von Trier viser os måden at dræbe på, som er rystende og gruopvækkende. Dette er nemlig ikke underholdning. Dette er en måde at få os publikummer til at tage stilling. At tænke os om.

Når vi når frem til filmens epilog, har stenen efterhånden gnavet så stort et hul, at vi for alvor føler smerten. Dette er ikke for folk med sarte nerver. Men det er absolut for folk, som tør gå ind og aflæse von Triers metaforer. For dem venter en helt speciel oplevelse.

Det er ikke et mesterværk - men det er godt nok tæt på.