Ferietip fra Folketidendes rejseskribent.
Vagabond Tours er et lille rejsebureau med speciale i vandrerejser, både individuelle og for grupper, for eksempel til Marokko, Portugal og Skotland.
På programmet står dog også knap så eksotiske ture, som kan fås for få hundrede kroner. Således arrangerer bureauet til sommer to vandringer til Æbelø - en aflang ø på et par kvadratkilometer, der ligger i Kattegat nordøst for Bogense og derfor kaldes prikken over Fyn.
Øen, der ejes af Aage V. Jensen Naturfond, byder på en enestående natur med græssende mufloner og dådyr. Æbelø var før dækket af skov, og her har også været landbrug. Engang boede her mere end 40, og man kan stadig se ruinerne af for eksempel skolen.
Turens første halvanden kilometer går gennem lavt vand, hvor deltagerne følger ebbevejen. Selve vandringen på øen strækker sig over cirka syv kilometer.