Politiet griber ind, da omkring 100 rockere og bandefolk kommer i slagsmål foran retsbygningen i Glostrup.
Politiet anholdt tirsdag formiddag 62 rockere og bandemedlemmer ved Retten i Glostrup, hvor der tirsdag formiddag var optræk til uro, mens retten behandlede en sag om det drab i 2008, der indledte bandekonflikten.
De anholdte er fra begge grupper, oplyser Københavns Vestegns Politi.
De fleste er anholdt efter ordensbekendtgørelsen, men blandt de anholdte er også nogle, der har overtrådt maskeringsforbuddet eller været voldelige mod politiet.
Anholdelserne skete, da et klammeri mellem bandefolk og rockere omkring klokken 11.15 udviklede sig til et slagsmål.
/ritzau/