I Søborg har vidner forfulgt røvere, der stak af på en knallert. Røverne blev indhentet og senere anholdt.
Nogle vidner ville ikke se passivt til, da to mænd tirsdag begik røveri mod Danske Banks filial på Søborg Hovedgade i Søborg.
I en bil fulgte de efter de flygtende røvere, der forsøgte at stikke af på en knallert.
Kort efter fik de dem indhentet og overmandet, oplyser politiet.
- Der var råben og skrigen, og andre personer kom til og hjalp med anholdelsen, siger vagtchef Brian Larsen fra Københavns Vestegns Politi.
Under røveriet blev personalet truet med kniv til at udlevere kontanter.
- Det kunne være gået galt, så det er ikke noget, vi vil opfordre til, siger vagtchefen og hentyder til, at røverne havde et våben.
- Men nu gik det altså godt denne gang, konstaterer han.
De to anholdte er begge 18 år.
Onsdag skal en dommer afgøre, om de skal varetægtsfængsles for røveriet.
/ritzau/