Den 46-årige Camilla Broe har efter sin tvivlsomme oplevelse med de danske og amerikanske myndigheder i forbindelse med en narkosag fra 2007 til 2009 fået 701.362,11 kroner i erstatning.
Det skriver retten i Lyngby fredag i en pressemeddelelse.
Camilla Broe havde krævet fire millioner i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, regning på sin amerikanske advokat og for den svie, at hendes datter måtte i familiepleje under forløbet.
Retten begrunder afgørelsen med, at Camilla Broe ikke havde oplyst de amerikanske myndigheder om, at hun var rejst ud af USA tilbage i 2001, efter hun var blevet informeret om, at hun var mål for en narkotikaefterforskning.
/ritzau/