Annonce
112

Forsvarere efterlyser motiv i sag om skuddrab på svensker

Retssagen om drabet på Salam Al-Jawahiri føres i retssal 60 i Københavns Byret. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Et drab på en svensk bandefigur i København var ifølge anklagemyndigheden en planlagt likvidering.

Det var en planlagt likvidering, da den 36-årige svenske bandefigur Salam Al-Jawahiri en aften i februar sidste år blev skudt og dræbt på Vesterbro i København.

Sådan lyder det i de afsluttende bemærkninger fra anklager Jakob Nielsen i sagen, der nærmer sig sin afslutning i Københavns Byret.

To unge svenskere - en mand på 20 år og en mand på 22 år - er tiltalt for drabet. Anklagemyndigheden mener, at det var den 20-årige, der skød, men at det skete efter aftale med den 22-årige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det påstås samtidig, at det skete som led i eller for at opildne til en konflikt i det svenske bandemiljø.

I sin procedure tirsdag erkender Jakob Nielsen dog, at han ikke har kunnet bevise sort på hvidt, præcis hvorfor de tiltalte skulle have haft grund til at dræbe Al-Jawahiri. Han har tidligere været forsøgt dræbt i Sverige, hvilket fik ham til at flytte til Danmark.

Netop det manglende oplagte motiv er for de tiltaltes forsvarsadvokater blandt de primære argumenter for, hvorfor deres klienter skal frifindes.

- Vi mangler fuldstændig en belysning af, hvorfor Salam skulle skydes. Vi har nul viden om, hvad det reelt handler om, sagde Jane Ranum, der er forsvarer for den 22-årige tiltalte, i sin procedure.

I modsætning til de fleste drabssager er der i denne levende billeder af drabet.

Et overvågningskamera på en slikbutik fangede, hvordan Al-Jawahiri kom gående på Kaalundsgade på Vesterbro sammen med to personer, der gik lige bag ham, inden han af en af de to personer blev skudt i baghovedet, så han faldt livløs forover på det regnvåde fortov.

Efter at der var blevet løsnet endnu et skud, flygtede de to personer øjeblikkeligt derfra.

Man kan på overvågningsbillederne ikke identificere personerne, som Al-Jawahiri gik sammen med. Den 22-årige har dog erkendt, at han var den ene af dem.

Men han anede ifølge ham selv ikke, hvad der skulle til at ske. I retten har han forklaret, at han hørte nogle skridt bagfra, inden der lød nogle smæld fra skuddene, og Al-Jawahiri faldt forover.

Den 20-årige siger, at han stod og røg en joint ved den bil, som den 22-årige, Al-Jawahiri og ham selv netop var kommet kørende i, da drabet skete. Den 22-årige og Al-Jawahiri var gået i forvejen for at købe drikkevarer, inden de alle skulle på vandpibecafé.

De tiltalte har i retten forklaret, at de var venner med Al-Jawahiri. Det har Al-Jawahiris enke blandt andre også tilkendegivet. De tiltalte havde inden drabet tilbragt det meste af dagen med Al-Jawahiri.

- Ikke alene er der ikke et motiv, men de tiltalte var også venner med den afdøde, sagde forsvarsadvokat Peter Secher, der repræsenterer den 20-årige tiltalte, i sin procedure.

- Vi har også hørt om, at Salam Al-Jawahiri havde fjender, og at andre før har forsøgt at dræbe ham.

Overvågningsbillederne af drabet er anklagemyndighedens centrale bevis.

Ifølge Jakob Nielsen viser de tydeligt, at de to personer, der gik bagved Al-Jawahiri på Kaalundsgade, kendte hinanden, og at den 22-årige virkede forberedt på, hvad der skulle til at ske.

Jakob Nielsens påstand om, at personen, der skød, er den 20-årige tiltalte, bygger blandt andet på, at vedkommende havde bukser på, der lignede dem, som den tiltalte havde på, da han kort inden drabet tog toget fra Malmø til København sammen med den 22-årige tiltalte.

Der ventes dom i sagen torsdag. Da drabet ifølge anklagemyndigheden skal være sket i banderegi, vil man gå efter ekstra hårde straffe, hvis de tiltalte kendes skyldige.

/ritzau/

  • Ubådssagen fortsætter i Københavns Byret
    Retssagen om drabet på Salam Al-Jawahiri føres i retssal 60 i Københavns Byret. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Annonce
112

Anklager vil have betjent straffet for udrykning med 200 km/t

112

Tysker på afveje: Cyklede på Farøbroen

Annonce
Annonce
Guldborgsund

Indenfor få uger går det i gang: Stort projekt lige i bymidten

Sport

- Hold da op! Det er den største sensation i nyere tid

Sport

Mulle kunne ikke stå på benene: - Jeg havde ikke regnet med en skid

Politik

SF kan blive kongemager eller ligegyldig efter EU-valg

Sport

NFH gjorde det fandme!!!!!! Leverede miraklet og er i DM-finalen

Sport

Manden bag miraklet: - Jeg kniber mig i armen

Lolland

- Kommunen skubber ansvaret væk, og lægger det over på de frivillige

Sport

Uforstående Nolsøe: Alle havde jo dømt os ude på forhånd

Udland

Premierminister udsat for attentat: Stadig i alvorlig tilstand

Musik

Nægter at have truet: Udsmidt deltager afviser alt

Knuthenborg

I overskud i København: Nu får Knuthenborg glæde af dem

Sport

Keeper reddede Nykøbing FC kort før tid

Guldborgsund

Undrer sig over helt nye detaljer i brev

Guldborgsund

Kendt bageri skifter navn: Det skal det hedde

Boksning

18-årige Cecilie overbeviste

Annonce
Annonce
Falster

Vakte opsigt på Falster: Nu bekræfter de vildt fund

Lokal nyt

Advarer før pinsen: Tænk jer om

Indland

Jagtulykke koster 53-årig mand livet

Lokal nyt

Efter lønfusk for millioner: Bemærkelsesværdig ændring møder kritik

Nykøbing

Stort galleri: Elevernes imponerende galla-ankomst

Sport

Sendte pædagogerne op i det røde felt: Nu har han fået 3-årig kontrakt

Lolland

Lokale museer er lettede over ny reform: Mister ikke tilskud