Den tidligere lokalpolitiker Per Zeidler er tirsdag ved Retten i Aalborg idømt ni måneders ubetinget fængsel for at tjene penge på gangbangs.
Desuden konfiskeres en uberettiget fortjeneste ved sexfesterne på 16.720 kroner.
Det er anden gang, han dømmes for at overtræde straffelovens rufferiparagraf.
Læs om forløbet her:
* Århus Stiftstidende afslørede i november 2017, at Per Zeidler flere gange har arrangeret gangbangs i et forsamlingshus ved Vejle.
* Sagen kom 16. maj 2019 for Retten i Randers. Her erkendte Per Zeidler og en medtiltalt mand at have arrangeret 73 gangbangs flere steder i landet.
* De blev hver idømt seks måneders betinget fængsel for rufferi. Deres fortjeneste på 200.000 kroner blev konfiskeret.
* I september 2020 blev den 59-årige ekspolitiker igen tiltalt for rufferi. Ifølge tiltalen tjente han godt og vel 50.000 kroner på at arrangere en række gangbangs i Nordjylland i perioden fra maj til august 2019.
* I juni 2022 blev den nye sag indledt ved Retten i Aalborg efter flere forsinkelser grundet blandt andet coronaepidemien og sygdom. Per Zeidler erkendte, at han har arrangeret gangbangs, men afviste at have tjent penge på orgierne. Han nægtede sig således skyldig i rufferi.
* Rufferiparagraffen i straffeloven lyder: Den, der driver virksomhed med, at en anden mod betaling eller løfte om betaling har seksuelt forhold til en kunde, straffes for rufferi med fængsel indtil fire år.
Kilde: Ritzau, anklageskriftet, straffeloven.
/ritzau/