En 24-årig kvinde er anholdt for fire påsatte brande i boligområde i Esbjerg. Kvinden er måske en "copycat".
Politiet har anholdt en 24-årig kvinde, der mistænkes for at stå bag mindst fire påsatte brande i en boligblok på Hans Tausensvej i Esbjerg.
Brandene er alle påsat siden slutningen af november i boligblokkens kælderrum ved anvendelse af avispapir, tændblok og træ.
- Brandene følger efter en periode, hvor medierne har omtalt en gruppe drenges ildspåsættelser i området, og det er sandsynligt, at den massive omtale har inspireret kvinden, siger vicepolitiinspektør Lorenz Matzen ved lokalpolitiet i Esbjerg.
Gruppen af drenge, hvor den yngste mistænkte er syv år gammel, blev anholdt og er sigtet for fem brande i Esbjerg.
- Så var der en kort pause, hvorefter de seneste brande blev påsat af kvinden, der selv bor i kvarteret, siger Lorenz Matzen.
I mediernes beskrivelse af drengenes ildspåsættelser har den nu anholdte 24-årige kvinde selv flere gange udtalt sig bekymret til lokale medier.
Hun fremstilles lørdag klokken 12.00 med krav om varetægtsfængsling i Retten i Esbjerg.
/ritzau/