ULLERSLEV: Siden 1. april har alle 4Hs dyr boet på adressen Nørredalsvej 21 i Ullerslev, og det er en ren svir. For entreprenør Kim Jensen, som udlejer både jord og bygninger til 4H, har ikke sparet på forbedringer af bygningerne. Blandt andet har han fået indrettet en splinterny hestestald med 14 båse og etableret en ny udendørs grusbane til ponyerne.
- Alt det vil vi gerne vise frem, siger en stolt formand for 4H Lolland, John Larsen, som derfor inviterer til åbent hus søndag 1. maj mellem klokken 11 og 14.
Her vil der være rundvisning på den nye matrikel, hvor de besøgende både kan møde 4Hs dyr og mennesker. Førstnævnte er blandt andet heste, ponyer, får, geder, kaniner, ænder, silkehøns og diverse andre fuglearter.
Gæsterne kan også få et indblik i, hvad 4H, som før holdt til på en gård uden for Horslunde, står for. De fire H'er står for Hånd, Hoved, Hjerte, Helbred og er et landsdækkende foretagende, som arbejder på at skabe fællesskaber gennem praktiske og kreative opgaver. Ud over tæt samvær med dyr tilbyder 4H også kendskab til havebrug, når børn og familier dyrker små haver i 4H-regi.
Endnu er der dog ikke etableret haver i Ullerslev; men det arbejdes der intenst på, bedyrer formand John Larsen, som glæder sig til masser af besøgende 1. maj.